Budgettet for Københavns Kommune 2011 blev natten til fredag den 17. september forhandlet på plads på rådhuset. Trods en massiv kampagne for bevarelse af Sjællandsgade Bad, så var nyheden i nat nedslående.
– Lige meget hvor meget man forbereder sig mentalt, så kan man ikke indstille sig på sådan en besked. Det er helt sort, at man vil lukke vores sted. I mine øjne er det et lige så stort tab for Nørrebro, som Ungdomshuset var, siger Jesper Lehmkuhl
Bademesteren beskriver Sjællandsgade Bad som »en blanding Den Gamle By, en indvandreklub og Ungdomshuset« og fortæller, at han havde håbet at en massiv lobbykampagne det seneste år havde fået SF og Socialdemokraterne overbevist.
Nu overvejer støttegruppen Badets Venner at bruge mere aktivistiske midler for at bevare stedet, fortæller Jepser Lehmkuhl til Modkraft.
Badeanstalten på Sjællandsgade på Nørrebro i København har oplevet et stigende besøgstal over det seneste år – 45.000 mennesker kiggede forbi sidste år – og en støttekreds af brugere og venner af stedet har samlet flere end 8.000 underskrifter for bevarelse af Danmarks ældste badeanstalt.

Støttegruppen har desuden deltaget i flere møder med både Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne, inviteret pressen indenfor i det historiske sted og lavet videoindslag på Youtube med interviews med de faste brugere.
Men da Enhedslisten torsdag trak sig fra forhandlingerne om næste års budget, så var der alligevel ingen vilje til at bevare stedet som årligt koster skatteborgerne 3, 6 millioner kroner.
– Lige nu slikker vi såret, men vi stikker hovederne sammen på mandag og beslutter hvad vi nu vil gøre. Min fornemmelse er at der er mange, som er træt af at være så venlige overfor politikerne. Og der er mange aktivister som gerne vil kæmpe for at bevare stedet, siger Charles Kristensen der er bruger af Sjællnadsgade Bad og medlem af Badets Venner.
Den endelige beslutning omkring næste års budget træffes først den 7. oktober i borgerrepræsentationen.
Læs artiklen »’Integrationen og mangfoldigheden er det vigtigste’« i Information.
Besøg Sjællandsgade Bad på Facebook.
Besøg Sjællandsgade Bads hjemmeside.
Læs artiklen »Budgetforlig indgået i København i nat« hos Politiken.
Læs artiklen »Budgetforhandlingerne slut for Enhedslistens vedkommende« hos Enhedslisten.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96