Annonce

17. september 2010 - 13:22

Sultestrejkende frygter Grækenland og medieboykot

Siden tirsdag den 14. september har hen ved 28 kurdiske flygtninge fra Syrien sultestrejket i protest mod afslag på deres asylansøgning.

Ifølge flere af de udvisningstruede flygtninge, så ønsker det danske myndigheder at sende dem til Grækenland i stedet for at færdigbehandle deres sag i Danmark.

Den praksis møder dog kritik fra både Folketinget, Europarådet og græsrodsorganisationer, der alle mener at det græske asylsystem reelt er brudt sammen og ikke kan garantere flygtninge en fair behandling.

Forbud mod Grækenland

Dagbladet Information kunne tirsdag fortælle, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg er på vej med et forbud mod at sende flygtninge til Grækenland, selvom EU-regler giver mulighed for det.

JPEG - 72 kb
Først var de 20 – nu har 28 kurdere valgt at deltage i en sultestrejke på Christiansborg Slotsplads for at få omstødt en udvisningsdom til Grækenland. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Årsagen er kaotiske tilstande i landets asyllejre og Europarådet ønsker derfor at Danmark afventer en dom, inden man sender flere mennesker ned i lejrene.

– Systemet i Grækenland er kollapset totalt, og det betyder, at de, der sendes tilbage, ikke har nogen mulighed for at få retfærdig prøvelse af deres asylsag. Det er mærkeligt, at Danmark ikke kan afvente Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som inden for nogle måneder kommer med en meget vigtig bindende afgørelse, fortæller Europarådets menneskerettighedskommissær Thomas Hammarberg til Information.

Også herhjemme møder den danske udvisningsiver modstand. Enhedslisten har indkaldt Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i samråd om sagen.

– I Grækenland er asylbehandlingssystemet reelt brudt sammen, og det betyder at de mennesker som vi tilbagesender til Grækenland ikke får en reel behandling af deres ansøgning om asyl. I sidste ende kan det betyde, at de hjemsendes til tortur og forfølgelse, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Kurdere kan blive de næste

Ifølge Information blev der i sidste uge sendt 12 afghanske flygtninge til Grækenland. Og de sultestrejkende kurdere på Christiansborg Slotsplads kan blive de næste i rækken. Det til trods for at de risikere forfølgelse i deres hjemland på grund af deres politisk engagement i den kurdiske sag.

JPEG - 54.9 kb
De afviste asylansøgere fra Syrien forsøger at få opmærksomhed omkring deres sag. Men medierne er tavse. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Det har fået organisationen SOS mod Racisme til at protestere.

– Det er ulykkeligt, når asylansøgere gennem sultestrejke udsætter sig for livsfare i Danmark i håbet om at undgå tortur og forfølgelse i hjemlandet. Vi er rystede over at Danmark nu er blevet helt ligeglad med at tvinge mennesker tilbage til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur, udtaler talsperson Anne Nielsen i en pressemeddelelse.

Medieboykot?

Udover denne udtalelse har der dog været bemærkelsesværdigt tavst omkring sultestrejken. Nok har det kommunistiske dagbladet Arbejderen haft en lille artikel om sagen ligesom kurdisk tv har været forbi, men ellers har der ingen omtale været i danske medier.

Det får nu de sultestrejkende til at frygte for en medieboykot af deres sag.

– Det undre os at ingen medier vil bringe historien. Det er vi faktisk skuffede over, da vi regner med, at danskerne ville hjælpe os hvis bare de hørte om sagen, siger de sultestrejkendes talsperson Hassan Abbas til Modkraft.

JPEG - 55.3 kb
Fravalgt. Der er ikke plads i det danske mediebillede til kurderne på Christiansborg Slotsplads. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

På én af de danske aviser, som ikke har skrevet om sagen afviser man, at der er tale om et politisk fravalg. Det handler om journalistisk prioritering.

– Vi har sindssygt travlt med historier om Helle Thorning-Schmidt, bombemanden fra Belgien og valget i Sverige. Dertil kommer at vi er hårdt ramt af sygdom, fortæller Christian Lindhardt, der er redaktionschef på Politiken til Modkraft.

Han fortæller samtidig, at man på Politiken skam er opmærksom på sagen og faktisk har sat en journalist til at dække den, men at hun har været ramt af sygdom.

Læs artiklen »Danmark sætter fart på udsendelser til græsk asylkaos« hos Information.

Læs artiklen og hør radioindslaget »Danmark sender igen asylansøgere til Grækenland« hos P1 Orientering.

Besøg SOS mod Racismes hjemmeside.

Læs artiklen »Kurdere vil sultestrejke i protest mod udvisning« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce