Annonce

24. juni 2010 - 20:05

Underskrev lovlig blanket og røg i hemmeligt politiarkiv

Det lykkedes torsdag den 24. juni Enhedslistens gruppeformand Per Clausen at få aktindsigt i ældre dokumenter gemt hos Politiets Efterretningstjeneste i Søborg.

Efter at have afleveret sin mobiltelefon, fik han udleveret en stak dokumenter fra en sagsmappe om hans politiske aktivitet i 1970’erne og 1980’erne.

– Man ville tilsyneladende hindre mig i at affotografere dokumenterne, siger han til Modkraft.

Under overvågning af en betjent fik han lov til at læse dokumenterne igennem.

Over 18.000 registrerede i 1979

Det mest overraskende forhold i papirerne er, at PET har lavet et notat om, at Per Clausen i 1979 skrev under på en anmeldelsesblanket til opstilling af Danmarks Kommunistiske Parti til folketingsvalg .

– Det havde jeg egentlig selv glemt. Man må have gennemgået samtlige anmeldere af DKP’s opstilling til folketingsvalget. Der har krævet en meget stor arbejdsindsats – for man skal huske at registreringen er foregået manuelt uden brug af computere, siger han.

JPEG - 41.7 kb
Enhedslistens Per Clausen er blevet registreret i PET’s arkiver for at have underskrevet en lovlig blanket, der gav DKP ret til at stille op til folketingsvalg. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

DKP skulle indsamle mindst 18.114 underskrifter for at kunne stille op til det næste folketingsvalg, hvilket lykkedes. Partiet var ved det næste valg i 1981 opstillingsberettiget.

– Det lader til at alle, der på en eller anden måde kunne forbindes med DKP, er blevet registreret under deres navn. Ellers ville de ikke kunne finde mit navn blandt stillerne, siger Per Clausen.

Studentertyper med langt uvasket hår

Per Clausen søgte aktindsigt efter, at den regeringsnedsatte PET-kommisionsrapport udkom i juni 2009.

Det fremgik her, at PET systematisk havde registreret partiet Venstresocialisternes kandidater ved kommunal- og folketingsvalg. I Per Clausens sagsmappe har PET da også noteret sig, at han var opstillet som kandidat ved kommunalvalgene i 1978, 1981 og 1985 samt ved folketingsvalget i 1979.

– Dokumenterne viser, at helt almindelig lovlig politisk aktivitet i 70’erne og 80’erne blev registreret rutinemæssigt af PET. Opstilling til valg, anmeldelse af demonstrationer, deltagelse i faglige aktiviteter og flittig deltagelse i den offentlige debat var nok til at komme i PET’s arkiver, siger han.

Ud over anbefalingen af DKP’s folketingsopstilling og hans valgkandidaturer, har PET også registreret Per Clausens deltagelse i to valgmøder i henholdsvis Brovst og Fjerritslev i 1979.

I februar 1981 er han desuden noteret som anmelder af en demonstration under overskriften »Eksproprier Nordsø-energien«.

– Demonstrationen blev tilsyneladende overvåget af PET. I hvert fald fremgår det af rapporten, at der deltog ca. 475, og at de fleste var unge, der beskrives som »studentertyper« med langt uvasket hår og dårligt siddende tøj. Den konstaterer dog også, at »alt foregik stille og roligt«, siger Per Clausen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce