Den canadiske by Toronto danner i weekenden den 26.-27. juni rammen om et topmøde for repræsentanter for verdens 20 største økonomier – kendt som G20 – under overskriften »Genopretning og en ny begyndelse«.
Traditionen tro har venstrefløjen, fagbevægelsen og græsrødder indkaldt til demonstrationer mod nyliberalisme og nedskæringer i velfærden. Men også her kan man øjne en ny begyndelse.
Som noget nyt er køns– og seksualpolitikken samt rettigheder til queer-personer, helt centralt placeret på aktivisternes dagsorden.
Netværket »Toronto Community Mobilization« organiserer i ugen op til det officielle topmøde et folkeligt mod-topmøde.
I grundlaget for netværkets arrangementer står, at man kræver »køns retfærdighed og queer-rettigheder« på linje med de klassiske paroler mod krig, forurening og racisme.
Tirsdag den 22. juni gennemførte »Queer Resistance Network« en demonstration under parolen »Queering the G20«. Queer betyder oprindeligt »underlig«, men bruges også som en samlebetegnelse for bi–, homo– og heteroseksuelle og transpersoner, der ønsker at gøre op med traditionelle forståelser af køn og seksualitet.

Flere hundrede mennesker gik igennem byens gader med krav om respekt for queer-rettigheder. Ifølge lokale medier blev en enkelt person anholdt, men det lykkedes at gennemfører en kysse-aktion, kaldet en »kiss-in«.
– Queers er farvede mennesker. Queers bliver kriminaliseret hver eneste dag af politibrutalitet. Queers udelukkes fra dette land på grund af deres køn og deres immigrationsstatus. Queers er fattige. Queers er handikappede. Queers har brug for særlig mad, de har brug for at velfærdsydelserne hæves, og det sker ikke i vores by, fortalte et medlem af Queer Resistance Network, Ro Velasquez, til Toronto Media Co-Op.

Baggrunden for demonstrationen var udover en kritik af G20 og kapitalismen generelt, en række tilbageslag for queers og andre ikke-heteroseksuelle borgere i Canada.
Herunder en øget kommercialisering af den årlige Toronto Pride-festival, som har medført udelukkelse af lokale organisationer fra arrangementet. Dertil kommer at det er blevet sværere at få asyl, hvis man er queer, afvisning af en revidering af seksualundervisningen samt fjernelse af queer-rettigheder i canadiske borgerretsguider.
Se temaside om kønspolitik– og kamp i Canada hos Mediacoop.
Sidste nyt fra protesterne mod G20 på hjemmesiden Toronto Media Coop.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96