En urafstemning i Enhedslisten har med stemmerne 421 mod 358 afgjort, at formanden for 3F i Silkeborg, Christian Juhl, med meget stor sandsynlighed vil komme i Folketinget, hvis partiet efter næste valg får fire mandater. Højskolelæreren Christine Lundgaard bliver til gengæld rykket ned af listen.
Resultatet af afstemningen har fået en anden fagforeningsmand til at trække sit folketingskandidatur. Næstformanden i 3F Industri og Service i København, Finn Sørensen, benægter dog over for Modkraft, at hans beslutning har politiske årsager.
– Det er forskellige personlige overvejelser, der har ført til min tilbagetrækning. Uanset hvilken liste, der fik flertal, ville det føre til gode folk på de »sikre« pladser, siger han.

Urafstemningen betyder, at Finn Sørensen ikke bliver opstillet i nogen af de tre kredse, der kan give valg, hvis Enhedslisten får mere end fire mandater. Han har i stedet fået en suppleantplads, men den trækker han sig altså fra.
De tre kredse, der kan give valg, hvis partiet går frem, er i stedet besat med tre kvinder – ud over Christine Lundgaard drejer det sig om Pernille Skipper og Stine Brix. I top forbliver de nuværende folketingsmedlemmer Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen og Frank Aaen.

Her er Enhedslistens syv spidskandidater:
Johanne Schmidt-Nielsen (Kreds København)
Per Clausen (Kreds Østjylland)
Frank Aaen (Kreds Københavns omegn)
Christian Juhl (Kreds Sjælland)
Plads 5-7: Christine Lundgaard (Kreds København, nr. 2), Pernille
Skipper (Kreds Fyn), Stine Brix (Kreds Nordjylland).
Valget mellem de to kandidatlister har i de seneste uger været heftigt diskuteret blandt medlemmerne i Enhedslisten. I Enhedslistens største lokalafdeling, som ligger i Århus, har debatten dog været uden dramatik. Det fortæller Lars Henrik Carlskov fra afdelingsbestyrelsen til Modkraft.
– De fleste synes, at det har været fint med en ekstra urafstemning, siger han.
– Der har været cirka lige stor opbakning til de to lister. Nogle synes at det er vigtigst, at prioritere en faglig på én af de fire sikre pladser. Andre synes, at der skal være to kvinder og to mænd i toppen, siger Lars Henrik Carlskov.
Læs også på Modkraft:
Rivegilde i Enhedslisten om udpegning af top-politikere
Modkrafts faglige magasin:
»Enhedslisten mangler en faglig profil«
Drama i Enhedslisten: Det er træls
John Jakobsens blog: Er Enhedslisten arbejderfjendsk?
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96