Annonce

9. juni 2010 - 20:14

Rivegilde i Enhedslisten om udpegning af top-politikere

I de kommende dage forventes op mod 800 medlemmer af Enhedslisten at deltage i et internt valg for at udpege partiets spidskandidater til Folketinget. Det er den anden urafstemning på to måneder, og den kommer efter at Enhedslistens årsmøde i midten af maj måtte opgive at nå frem til en fælles liste med fuld opbakning i baglandet.

Ifølge Line Barfod fra Enhedslistens Hovedbestyrelse er det sandsynligvis første gang i partiets historie, at det har været umuligt for et årsmøde at nå til enighed om en kandidatliste.

Line Barfod: Uenighed er ikke politisk

Hun afviser, at der ligger intern politisk uenighed til grund for den usædvanlige situation.

– Det er absolut ikke mit indtryk, at der er politisk forskel på de to lister. Nogle har prøvet at udlægge det som faglige mod feminister, men sådan opfatter jeg det bestemt ikke, siger Line Barfod til Modkraft.

JPEG - 132.6 kb
Der var ingen enighed om kandidatlisten på Enhedslistens årsmøde i Korsgadehallen i København i maj måned. Nu raser debatten: Er det for mange gamle mænd eller for mange akademikere, der står i vejen for partiets drøm om succes? Foto: Asger Ladefoged

Line Barfod beskriver forskellen på de to lister som en vægtning mellem »helt sikkert at få en faglig i Folketinget« eller i stedet at have »to kvinder blandt de øverste fire på listen«. Hun forventer, at afstemningen vil tiltrække lige så mange vælgere som den seneste urafstemning i april måned, hvor knap 20 procent af medlemmerne deltog.

Hård kamp om plads nummer syv

Liste A og Liste B, som partiets medlemmer kan vælge imellem, er på overfladen næsten identiske. Den største forskel drejer sig om en enkelt af de eftertragtede syv pladser i kredse, hvor Enhedslisten traditionelt har gode chancer for at opnå valg.

Den ene kandidat til den ombejlede plads i Top 7 er den medicinstuderende Stine Brix, som arbejder for Enhedslisten på Christiansborg og tidligere har været aktiv i Kirkeasyls kampagnegruppe. Hun er med i Top 7 på liste A. Den anden kandidat er den tidligere bryggeriarbejder Finn Sørensen, som er næstformand for fagforeningen 3F Industri og Service i København og stillet op i øverste del af Liste B.

De seks kandidater, som går igen på de to lister er de nuværende folketingsmedlemmer Johanne Schmidt-Nielsen, Frank Aaen og Per Clausen, foruden tre nye ansigter, nemlig Christine Lundgaard, Pernille Skipper og Christian Juhl.

En anden forskel på Liste A og Liste B er, hvem der får tildelt de såkaldte »sikre« kredse. Enhedslisten har i dag fire medlemmer af Folketinget, og deres valgkredse bliver internt i partiet beskrevet som »sikre«. Her giver Liste B med 3F’eren Finn Sørensen sandsynligvis bedre valgchancer til Christine Lundgaard på bekostning af Christian Juhl, der ligeledes har 3F-baggrund.

1 eller 2 fagforeningsmænd?

Christian Juhl, der er formand for 3F i Silkeborg, siger i et interview med Modkrafts faglige magasin, at det er et stort problem, at Enhedslisten har for få arbejdere blandt sine politikere.

– Alle ved, at Enhedslisten har en progressiv kønspolitik. De fleste er derimod skeptiske, når vi kalder os et arbejderparti, der kæmper for den brede befolkning, siger Christian Juhl i interviewet.

På Top 7 på Liste A, hvor den medicinstuderende Stine Brix er med, optræder en enkelt fagligt aktiv kandidat, nemlig Christian Juhl. På den konkurrerende Liste B er der to fagligt aktive med på Top 7; Christian Juhl og hans københavnske 3F-kollega Finn Sørensen.

Alligevel vender Christian Juhl tommelfingeren opad for Liste A, hvor den studerende vipper 3F-næstformanden af pinden, fordi en såkaldt »sikker« plads på Sjælland her tilfalder Christian Juhl.

– Enhedslisten er det parti med den højeste andel akademikere – der er fire i folketingsgruppen. Ingen tvivl om at de er dygtige, men vi har brug for en faglig kandidat, siger Christian Juhl.

Nej tak til for mange gamle mænd

3F’eren John Jakobsen, som er formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub, er dog ærgerlig over at »den gamle diskussion om akademikere kontra arbejdere« nu bliver hevet frem i Enhedslistens interne valgkamp. Det skriver han på sin blog på Modkraft.

I modsætning til Christian Juhl peger stilladsarbejdernes formand på liste B som den bedste, hvis Enhedslisten ønsker at vinde bred opbakning.

Ifølge John Jakobsen bliver det nemlig svært at nå unge vælgere med en kandidatliste, hvor mænd oppe i årene sidder tungt på pladserne i toppen.

»Der skal ikke være for mange gamle mænd!! Jeg er selv ved at være en af dem – og det bliver sværere at nå de unge«, skriver han på bloggen.

John Jakobsen har tidligere i Modkrafts blogsektion betegnet sig som sympatisør, men ikke medlem af Enhedslisten.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce