Annonce

3. juni 2010 - 15:13

Århusianere strejker mod »genopretningsplan«

Ansatte ved flere af Århus’ store industrivirksomheder, lærlinge i skolepraktik og studerende gik onsdag den 2. juni på gaden, da LO og FTF i Århus indkaldte til demonstration på Rådhuspladsen.

Protesterne startede allerede onsdag morgen, da faglige aktivister etablerede blokade ved de århusianske indfaldsveje. Samtidig valgte stilladsarbejderne og havnearbejderne i byen at nedlægge arbejdet.

Havnearbejderne drog ved middagstid i samlet flok til Rådhuspladsen, hvor LO Århus og FTF havde indkaldt til demonstration. Her deltog også ansatte fra en række andre store industrielle virksomheder i Århus og lærlinge i skolepraktik. Flere tusinde århusianere deltog i demonstrationen - Århus Stiftstidende anslår antallet til 3.000, mens deltagere i arrangementet anslår antallet til 4.500.

JPEG - 108.9 kb
Offentligt ansatte mødte også frem til LO og FTF-demonstrationen i stort antal. Foto: Aslak Ransby
Arbejdspladser i LO-demonstration i Århus:
Solae
Crisplant
Caljan
DSB Driftværkstedet
Stilladsarbejderne
Havnearbejderne
Cargo service
Gromas nordhavn
Danfoss
Linco i Trige
Johnson Controls
JJ Stål
Håndværkerne i Den Gamle By
Tetra pak
Lærlinge i skolepraktik

Dagpengestramninger vil ramme stilladsarbejdere

Stilladsarbejderen Torkil Jansen fortæller, at de århusianske strejker skyldes, at regeringens spareplan vender den tunge ende nedad.

– Vi vil vise regeringen, og en eventuel kommende regering, at vi er her, og at vi ikke finder os i forringelser af vores arbejdsvilkår, sige Torkil Jansen til Modkraft.

Regeringens spareplan vil blandt andet forkorte dagpengeperioden fra fire til to år og reducere skattefradraget for fagforeningskontingenter.

– Dagpengeforringelserne rammer vores branche hårdt. Vi er sæsonarbejdere og har brug for dagpenge i perioder, fortæller Torkil Jansen.

Angreb på fagbevægelsen

Anders Munk, formand for LO Århus, kritiserede fra talerstolen på Rådhuspladsen regeringen for at gå efter fagbevægelsen, samtidig med at de giver penge til skattelettelser og bankpakker.

– Det er udtryk for regeringens ideologi og trang til at smadre fagbevægelsen, sagde han til demonstranterne.

Aage Madsen, formand for Metal Århus, var heller ikke begejstret for at regeringen fremlægger forringelser af dagpengene, uden af spørge arbejdsmarkedets parter.

– VKO-udspillet er sabotage mod den danske arbejdsmarkedsmodel. Det vil blive husket til overenskomstforhandlingerne, sagde han ved demonstrationen.

Ny regering ønskes

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Frederiksen påpegede som den eneste politiske taler, at besparelser på de svageste grupper vil resultere i øget ulighed.

Selvom forsamlingen piftede og buhede, da hun argumenterede for et S-SF forslag om at arbejde 12. minutter mere om dagen, var der jubelråb og klapsalver, da hun understregede at der var behov for et valg og en ny regering.

JPEG - 112.7 kb
Faglige aktivister stillede sig onsdag morgen op ved indfaldsveje og trafikerede kryds for at mobilisere til LO Århus’ demonstration i arbejdstiden. Foto: Ingelise Andresen/BUPL.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce