To måneder uden løn. 62 timers arbejdsuge. Og overnatning i skurvogne.
Arbejdsforholdene for otte polske bygningsarbejdere blev i sidste uge for meget, og de valgte derfor at besætte det hus i Gentofte, som de har arbejdet på at sætte i stand. Siden fredag den 28. maj har de otte arbejdere boet i huset, som de nægter at forlade før de får deres løn.
Ifølge Malernes Fagforening i Storkøbenhavn, så har en arbejdsgiver bevidst forsøgt at udnytte polakkerne, som billig arbejdskraft. Fagforeningen støtter de polske arbejderes aktion og mener, at det er helt på sin plads at besætte huset i Gentofte.

– Vi mener, at der er tale om fuldt ud lovligt nødværge, siger Bo Rosschou, næstformand i Malernes Fagforening til Modkraft.
Han fortæller, at aktionen vil fortsætte indtil polakkerne får deres løn. Det er der dog ikke umiddelbart udsigt til.
– Det er en gammel kending, som er mellemmand for de polske arbejdere og motivet til ikke at udbetale lønnen er ren griskhed. Bygherren har tilbudt, at betale et mindre beløb, men vi kræver at alle penge udbetales, siger Bo Rosschou.
Malernes Fagforening i Storkøbenhavn har indkaldt til en demonstration ved bygherrens hjem mandag den 31. maj. Her vil man demonstrerer for lige vilkår for udenlandske arbejdere, der arbejder i Danmark.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96