Mens temperaturen begynder at stige på det solrige Spaniens badestrande, ser denne sommer også ud til at blive glohed på arbejdsmarkedet.
Der er annonceret landsdækkende strejke for offentligt ansatte den 8. juni mod den socialdemokratiske Zapatero-regerings massive angreb på det offentlige.
Torsdag vedtog det spanske parlament med én stemmes flertal regeringens forslag til krisekur, der går ud på at nedbringe budgetunderskuddet til 9,3 procent af bruttonationalproduktet i år og til seks procent i 2011.
Det offentlige skal spare omregnet 112 milliarder kroner. De offentliges løn skal fem procent ned i år. Lønnen skal fastfryses næste år. Pensionerne for offentligt ansatte skal fastfryses i 2011. Og et foreslået skattefradrag for småbørnsfamilier droppes helt.
Den socialdemokratiske premierminister, Jose Luis Zapatero forsvarer nedskæringerne.
– Det er hårde indgreb. Men de er realistiske og nødvendige for at komme væk fra den økonomiske afgrund og hen imod jobskabelse, siger han ifølge AFP.
Han har fået støtte af både EU-kommissionen og IMF, den internationale valutafond, der fra start krævede de skrappe nedskæringer.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96