Når drenge bliver dræbere

Glem alt om forskellen på den humanitære indsats, der skal gavne den lokale afghanske befolkning, og den krigsmagt, der skal holde det onde taliban væk fra Helmand-provinsen.

Indsatsen for at genopbygge og udvikle må bygge på gensidig respekt, og den er svær at få øje på i Janus Metz’ opsigtsvækkende dokumentarfilm fra den dansk-britiske militære forpost, Armadillo.

Det er en modbydelig film, der afslører krigens sande væsen i al dens enkle grusomhed. Og at denne krigens sandhed også gælder danske soldater i Afghanistan.

Løgnen om krigen

Filmen fortæller den gamle historie om, at når man stikker et gevær i hånden på naboens flinke søn, så bliver han enten syg på sjæl og sind, eller forvandler sig til en dræbermaskine, ude af stand til at føle empati eller blot vurdere rækkevidden af sine egne handlinger.

Filmen følger et hold danske soldater, fra den afsluttende træning i begyndelsen af 2009 og gruppens afrejse, til hjemkomsten fra Helmand-provinsen et halvt år senere.

De er sendt ned til det øde og barske land, fuld af eventyrlyst og naivt blændet af en officiel myte om, at netop deres indsats gør en forskel.

De er mænd på en mission: At skræmme de onde talibaner væk, sikre lokalbefolkningen et liv i sikkerhed, og skabe fred ved at bygge skoler, brønde og veje.

Mistro og usikkerhed

Virkeligheden er en anden. Efterhånden som daglige rutiner og blodige træfninger slider lakken af de unge danske soldater, afløses idealisme af arrogance over for den befolkning, de skal beskytte.

Den besatte befolkning forstår ikke, hvorfor deres afgrøder trampes ned, mens mennesker og dyr er ofre for de kæmpendes kugler.

De nægter at bøje nakken for en stadig mere elitær besættelsesmagt, uden at deres situation på nogen måde er blevet forbedret.

På den anden side har de danske soldater svært ved at acceptere, at de dagligt risikerer deres liv for en løgn. Hver ny træfning med døde og sårede kammerater sætter pisset i kog et par grader højere.

Læs mere i dagbladet Arbejderen