Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten er fyr og flamme efter, at regeringen og Dansk Folkeparti tirsdag den 25. maj har vedtaget et sparekatalog, som rammer de arbejdsløse, fagbevægelsen og landets børnefamilier hårdt.
Den såkaldte »Genopretningsplan« skal hente 24 milliarder kroner hjem til den kriseramte danske statskasse ved at forkorte dagpengeperioden fra fire til to år, sætte et loft på det beløb børnefamilier må modtage i børnepenge på 30.000 kroner ligesom der indføres et loft på det statslige fradrag på faglige kontingenter på 3.000 kroner.
Dertil kommer besparelser på Ulandsbistanden på 2,3 milliarder.
SF frygter at besparelserne vil få meget alvorlige konsekvenser for arbejdsløse og andre på bunden af det danske samfund.

– Det betyder, at rigtig mange mennesker kommer til at gå fra hus og hjem, når det her skal virkeliggøres. Jeg opfordrer til, at vi får et valg mellem to hovedlinjer i dansk politik , siger SF’s formand, Villy Søvndal til Ritzau.
– Regeringen og DF’s plan laver en knibtangs-manøvre på de ledige. Først forringes dagpengene og dernæst kommer der en massiv forringelse i mulighederne for efteruddannelse, udtaler hans partikollega, SF’s ordfører for voksen- og efteruddannelse, Karsten Hønge i en pressemeddelelse.
Socialdemokraterne er ligeledes ude med riven.
– Man skærer massivt ned på de tiltag på efteruddannelsesområdet, der skal sikre, at ledige kan uddanne sig og komme i arbejde. Det er fuldstændig perspektivløst, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen til dagbladet Politiken.
Og fortsætter:
– Det bliver et usikkert samfund, vi lever i, hvor mange går stor usikkerhed i møde. Ét er, at de er blevet ramt af den økonomiske krise, hvor banker og erhvervslivet har lukket kassen i. Nu fortæller man også de arbejdsløse mennesker, at de skal betale for de store ufinansierede skattelettelser, regeringen har givet til de velhavende. Det er klassisk højreorienteret fordelingspolitik og aldeles usympatisk, mener han.
Ikke overraskende er også Enhedslisten oppe i det røde felt.
Partiet retter dog ikke kun kritikken mod regeringen, men ønsker at få Socialdemokraterne og SF til at love, at rulle besparelserne tilbage hvis de overtager magten efter næste valg.
–En ny regering skal, som en af sine første handlinger annullere forkortelsen af dagpengeperioden, siger Enhedslistens gruppeformand Per Clausen.

– Den murer, der er blevet fyret på grund af krisen, eller den sygeplejerske, som er blevet offer for regeringens nedskæringer, skal ikke jages ud på kontanthjælp. De mennesker er uden skyld i krisen, og skal sikres økonomisk tryghed indtil de kan finde job igen, lyder ræsonnementet fra Per Clausen.
Beslutningen om at sætte et loft på fradraget på medlemskabet af en fagforening rammer i særlig grad de såkaldt »røde fagforeninger« som 3F og HK mens »de gule« - det vil sige de kristelige - går fri.
Det skyldes at de store fagforeninger, der forhandler overenskomster for millioner af danskere, er dyrere end de arbejdsgivervenlige af slagsen, som ofte konkurrerer på billige kontingenter.
– Alle de fagforeninger, der har med overenskomster at gøre, vil blive ramt af det her. Vi kan jo kun tolke det derhen, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke ønsker, at fagbevægelsen skal være en aktiv spiller i forhold til at få et velfungerende arbejdsmarked, lyder vurderingen fra Anita Vium, der er cheføkonom i 3F, i Politiken.
Omvendt kan den hårde kurs overfor netop fagbevægelsen måske betyde øget kampgejst og mobilisering af medlemmerne. Det hentyder i hvert fald redaktør på dagbladet Information Bent Winther i en leder med titlen »En krig er erklæret«.

Han kalder regeringen spareplan for et »historisk angreb«, der kan give kamplysten igen.
»Det er historiske angreb, og hvis der i forvejen var lagt op til årtiers uforsonlige valgkamp mellem rød og blå blok, så er der nu erklæret decideret krig. En krig som blandt andet vil blive udkæmpet gennem demonstrationer på gader og pladser… Med dagens indgreb vil fagbevægelsen have mulighed for at mobilisere i et omfang, som man årtier tilbage for at se,« skriver Bent Winther blandt andet.
Ifølge fagforeningen 3F’s udregninger er der lige nu 3.255 af deres medlemmer, der har været ledige i mere end to år og som dermed ville blive ramt, hvis halveringen trådte i kraft med det samme. I alt drejer det sig godt 10.000 danskere, der får dagpenge efter mere end to år i køen for ledige.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96