Annonce

23. maj 2010 - 19:17

Stormøde skriver historie

I torsdags skrev 3500 tillidsrepræsentanter Danmarkshistorie. Det er aldrig før lykkedes 11 forskellige fagforbund at samle så mange til et fælles møde mod velfærdsforringelser.

– Vi siger det lidt stilfærdigt og med stor respekt for, at vi endelig har fundet sammen. Det er utroligt positivt og spørger du mig, så har det været tiltrængt længe. Vi kan ikke ændre noget hver for sig, siger Poul Møller, faglig sekretær i FOA’s største afdeling i København, FOA SOSU.

Han fortæller, at organisationerne i København allerede er langt med at planlægge næste skridt i kampen mod nye indhug i den fælles velfærd.

– Vi laver en demonstration for velfærd den 2. juni. Der bliver både en regional og en kommunal demonstration, der mødes på Christiansborg Slotsplads, fortæller Poul Møller.

Jytte Wester, formand for Dansk Sygeplejeråds nordjyske kreds deltog ikke i stormødet i Fredericia. Men da klokken var cirka 10:30 vinkede hun, sammen med de øvrige delegerede på sygeplejerådets kongres, til tillidsfolkene i Jylland via en videohilsen.

– Velfærden er i knæ og så mange tillidsfolk samlet på én gang er et signal til politikerne om at skifte kurs, siger Jytte Wester.

Hun håber, at det lykkes at stable et samarbejde på benene lokalt gennem organisationen Nordjyder for velfærd, der både favner fagforeninger, partier, bevægelser og enkeltpersoner, der har det til fælles at de bekymrer sig om velfærdssamfundet.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce