Annonce

17. maj 2010 - 12:48

Enhedslisten – næsten – klar til valg

Udsigten til en Socialdemokratisk/SF-regering efter næste valg satte sit tydelige præg på det netop overståede årsmøde i Enhedslisten.

Som noget helt nyt blev det besluttet, at partiet kan stemme for en finanslov. Hvis den vel at mærke ikke indeholder forringelser, men i stedet »markante forbedringer«, som der står i vedtagelsen.

Også valget af en kandidatliste til det kommende Folketingsvalg fik stor opmærksomhed på årsmødet. De delegerede endte efter megen tovtrækkeri, at sende sagen videre til urafstemning blandt medlemmerne, da de ikke kunne enes om hvem, der skal opstilles hvor.

Helstøbt og operativ

Årsmødet fandt sted på Nørrebro i København i weekenden den 15.-16. maj og bliver af iagttagere betragtet som en ny start for det lille venstrefløjsparti.

JPEG - 93.7 kb
Delegerede fra hele landet var i weekenden deres opbakning til, at Enhedslisten kan stemme for en S-SF-finanslov. Foto: Asger Lagdefoed.

»Med årsmødets ja til finanslov er Enhedslisten blevet mere helstøbt i det parlamentariske arbejde. Partiet har fået en entydig leder og er mere operativt politisk. Det virker, som om sårene efter Asmaa Abdol-Hamids stormfulde folketingskandidatur er helet. I dag står Enhedslisten samlet igen og har fået en del medlemmer fra SF, som er trætte af Søvndals og Sohns topstyring,« skriver Elisabet Svane i en analyse med titlen »Kan Johanne få magt som Pia K?« på Avisen.dk.

I en artikel fra Ritzau, »Enhedslisten får politisk ansigtsløftning«, spås partiet desuden en afgørende indflydelse på en kommende regering:

»Med mindre Socialdemokraterne kan – eller vil – lokke et af de borgerlige partier til at bryde deres alliance, er der kun ét sted, Thorning kan finde flertal: Hos Enhedslisten«.

Slagsmål om kandidater

På årsmødet blev der dog også plads til uenighed.

Særligt spørgsmålet om hvilke kandidater til Folketingsvalget, som skal stilles op i en sikker kreds - og derved få adgang til plads på Borgen - skabte debat.

Mens de nuværende Folketingsmedlemmer Per Clausen, Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen er selvskrevne, så udløste den sidste plads, som bliver ledig fordi Line Barfod ikke genopstiller, uenighed.

Valget stod mellem den midaldrende fagforeningsmand Christian Juhl og den unge, internationalt orienterede Christine Lundgaard.

De delegerede fik valget mellem fem forskellige kandidatlister at stemme om, men endte med at skyde spørgsmålet til hjørne og lade samtlige medlemmer tage stilling ved en urafstemning i løbet af juni måned.

Enhedslisten har selv samlet en lang række artikler og videoer fra årsmødet på sin hjemmeside. Besøg siden »Årsmødet - taler, presse og resultater« her.

Årsmødet har også allerede skabt debat blandt Modkrafts bloggere. Læs Lars Gaardhøjs indlæg »Liste Ø – nu også som pragmatikere« og deltag i debatten her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce