Annonce

17. maj 2010 - 17:16

Syngende bedsteforældre vinder Græsrodspris

Bedsteforældre for Asyl fik overrakt Enhedslistens Græsrodspris den 15. maj ved partiets årsmøde i Korsgadehallen i København.

Bedsteforældrene fejrede samtidigt to års jubilæum for deres ugentlige demonstrationer foran asylcentrene Sandholm, Avnstrup og Kongelunden, men nu kan de også skrive vindere af Græsrodsprisen på cv’et.

– De fortjener en anerkendelse på grund af deres ihærdige kamp for at ændre Danmarks asylpolitik, lød det fra Enhedslistens folketingskandidat Christian Juhl, inden overrækkelsen af prisen.

– Disse enkelte mennesker med forskellige former for erhvervsbaggrund har stået fast og kæmpet for en bedre behandling af børn og ældre asylansøgere i Danmark, fortsatte han.

Bedsteforældre for Asyl kvitterede med at synge Benny Andersens »Barndommens Land« for salen.

JPEG - 83.9 kb
Asylaktivister fra organisationen Bedsteforældre for Asyl kvitterede med en sang, efter modtagelsen af Enhedslistens Græsrodspris. Foto: Enhedslisten

Pensionister med street-credit

Netop denne sang er blevet Bedsteforældrenes kendingsmelodi, efter de ved en sang-aktion på Christiansborg den 19. april afbrød integrationsminister Birthe Rønn Hornbech under en direkte TV-transmission af førstebehandlingen af regeringens nye udlændingelov.

30 Bedsteforældre blev anholdt og ført til politistationen, hvor de blev sigtet for at forstyrre Folketingets arbejde. På Enhedslistens årsmøde blev de syngende Bedsteforældre dog mødt med stående klapsalver.

Ole Berglund fra Bedsteforældrene for Asyl modtog prisen og lovede at organisationen vil holde stand.

– Vi har stået foran asyllejrene i 137 søndage nu. Vi kan, for vi er ikke længere bundne til lange arbejdstider, sagde han i takketalen.

– Vi bliver ved med at dukke op hver søndag og hver måned foran integrationsministeriet, så længe der er brug for os, tilføjede Ole Berglund.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce