EU lægger pres på Indien for at få ophævet importtold på mejeri-produkter. Det truer 90 millioner fattige indiske bønders indtægt. De vil blive udkonkurreret af billig mælk og ost fra EU, advarer en række kritikere.
De indiske og de europæiske bønder konkurrerer ikke på lige vilkår, fordi EU støtter sine mælkeproducenter med 50 milliarder kroner om året.
– Det er groft uretfærdig konkurrence, og det er en advarsel til ulandene om, at EU sætter sine egne regler, når det forhandler handelsaftaler, siger Paul Goodison fra European Research Office. Det er en organisation, der holder øje med EU’s handelsforhandlinger.
Goodison peger på, at samtidig med kravet til Indien om at fjerne importtolden på mejeriprodukter, så genindfører EU en særlig eksportstøtte netop til sin mejerisektor, som er ramt af krise. I år får sektoren 1,6 milliarder euro ekstra oven i en grundlæggende landbrugsstøtte på fem milliarder euro.
EU og Indien har forhandlet om frihandel siden 2007 og målet er, at en aftale kan underskrives ved et EU-Indien topmøde til oktober, oplyser nyhedsbureauet IPS.
– EU presser meget hårdt på for at få åbnet nogle nøglesektorer i Indien, som i dag er livsgrundlaget for mange producenter og ansatte, siger Sophie Powell fra organisationen Traidcraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96