Den internationale arbejdsmiljødag 28. april markeres fleres steder i landet.
I Storkøbenhavn bliver der uddeling fra morgenstunden ved nogle af de store togstationer i byen. Det er LO og AAA, som er gået sammen for at gøre opmærksom på den internationale arbejdsmiljødag.
De sætter fokus på social dumping og det elendige arbejdsmiljø, som ofte følger med, når udenlandsk arbejdskraft arbejder uden overenskomst. I den folder der deles ud er der fokus på en række forskellige brancher. Fra underbetalte indiske IT-arbejdere til østeuropæiske lastvognschauffører, som sidder standby i dagevis på rastepladser og venter på en opgave.
– Dårligt arbejdsmiljø er en konkurrenceparameter - der kan umiddelbart spares ved at lade stå til – og håbe på at folk ikke falder ned. Hvis vi accepterer dårlige arbejdsforhold for udenlandske kollegaer, vil det på læn¬gere sigt brede sig til hele arbejdsmarkedet, hedder det i pjecen.

AAA følger op på dagen på sin hjemmeside med mere uddybende artikler om nogle af sager, om social dumping, som er omtalt i folderen.
Et stigende antal voksne oplever at blive chikaneret eller mobbet, mens de er på arbejde. LO Århus og FTF har derfor i forbindelse med årets arbejdsmiljødag valgt at rette en særlig opmærksomhed mod mobning.
Stress, mobning og andet dårligt psykisk arbejdsmiljø udgør et voksende problem på arbejdspladsen. Det anslås, at hver tiende lider af alvorlig stress, som skyldes stigende krav til omstillingsevne.
Globalt og nationalt er dårligt arbejdsmiljø en hindring for lønmodtagernes trivsel og velfærd.
– Der er fortsat rigeligt at tage fat på, hvis der skal skabes et sikkert og sundt arbejde for alle. De seneste statistikker viser, at dårligt arbejdsmiljø er skyld i et voksende antal dødsfald, tilskadekomster og sygdomme herhjemme. Udviklingen skal ses i lyset af, at den nuværende borgelige regering i årevis har udhulet den forebyggende indsats på arbejdsmiljøområdet – i stedet for at styrke den, skriver organisationerne.
LO Århus Social og Miljøudvalg vil markere dagen med aktiviteter på Skt. Knud’s Torv/Ryesgade fra klokken 14.00 – 17.00, hvor der blandt andet vil blive uddelt foldere til forbipasserende.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96