Den første maj er arbejdernes internationale kampdag. Kampdagen blev indstiftet i 1889 i Paris, men 1. maj arrangementer har været afholdt i arbejderbevægelsen i forskellige lande siden midten af det 19. århundrede.
Og kampdagen hviler på en endnu ældre tradition. 1. maj (og 1. november) var i Danmark allerede i laugstiden »skiftedag«, dvs. den eneste dag, hvor arbejdere og tjenestefolk kunne skifte arbejdsgiver. Senere hen gjaldt det stadig for tjenestefolk. Dengang tog de arbejdende ind til byerne, hvor de mødtes og festede og nød den sjældne frihed.
I Danmark er det en fast tradition inden for arbejderbevægelsen, at dagen fejres fra morgenstunden. Derfor er der morgenmøder i mange fagforeningers lokale afdelinger.

I reglen bydes der på morgenmad og talere fra Socialdemokratiet – og efterhånden også fra SF og Enhedslisten.
Et mere specielt morgenmøde af denne art foregår i Byggefagenes Samvirke i København, hvor internationalismen holdes i hævd ved at invitere polske byggearbejdere med.
På Byggefagenes scene i Fælledparken vil der desuden i løbet af eftermiddagen være optræden med polsk musik.
Et andet morgenmøde, der skiller sig ud fra mængden, udgår fra fagforeningen Prosa. Her har et ungdomsnetværk taget initiativet til følge op på den traditionelle 1. maj-brunch med hygge og taler i form af et zombie-optog ud til Fælledparken klokken 12 under en parole om »Frihed på nettet«.
Deltagerne i demonstrationen opfordres til at møde op udklædt som zombier og tilbydes til gengæld at få lavet et »sår«. Begrundelsen for udklædningen er, at den offentlige information om de såkaldte ACTA-forhandlinger, der afgør nettets fremtid, er »hjernedød«, skriver ungdomsnetværket på Prosas hjemmeside.
Læs mere på Prosas hjemmeside.

Hvad enten man er til øl og pølser, til avantgardefilm, reformistiske taler, punk, eksotisk folkekøkken, hygge, knasende revolutionær aktivisme eller morskab og kopimusik, røde eller sorte faner, så kan man finde det på den første majdag i København.
Enhedslisten i København og Frederiksberg holder i samarbejde med Socialistisk UngdomsFront (SUF) 1. maj på Blågårds Plads på Nørrebro. Det sker under parolerne »Lige ret, lige løn«, »Ingen arbejdspladser uden lærlinge«, »Stop EU’s indblanding i overenskomsterne« og »Nej til løndumping«.
Her kan man mellem 10.30 og 12.30 høre taler fra blandt andre Johanne Schmidt-Nielsen. Der vil også være levende musik med Copenhagen Chalgija.
Læs (en lille smule) mere på Facebook her.
SUF er øjensynlig så mange, at de også har indkaldt til møde på Rådhuspladsen klokken 10, hvor parolen er »De rige skal betale for krisen«.
De går så derfra i demonstration til Blågårds Plads arrangementet. SUF lover, at der undervejs i demonstrationen vil være »sprøde aktioner og happenings«. Så der bliver knas.
Enhedslisten og SUF går derefter samlet til LO’s store arrangement i Fælledparken, hvor der fra klokken 14 er levende musik i Enhedslistens og SUFs fælles telt. Musikken leveres af Dolly’s Delight og Phil Shivers.
SF går ikke i selvstændigt optog til Fælledparken, men partiet har sit eget telt i Fælledparken, der fyldes med nye bands og dj’s foruden taler af blandt andre formand Villy Søvndal og Emilie Turunen (MEP).
Blandt de musikalske indslag er Cody (folkpop), Fallulah (dansk-rumænsk kantet pop) samt Stoffer & Maskinen (electro-pop).
Til LO’s store faglige manifestation i Fælledparken er der arrangeret flere ruter, som går ud fra forskellige fagforbunds adresser i København samt fra Den Sociale Højskole og Arbejdermuseet. På sidstnævnte museum samles blandt andre de københavnske ungsociademokrater fra DSU til et traditionelt morgenmøde.
LO Storkøbenhavns møde afholdes sammen med FTF under parolen »Vores fælles velfærd« og maner til kamp imod »den politiske, økonomiske undergravning af det danske velfærdssamfund«.
Detaljerne kan findes i LO’s 1. maj folder (pdf).
Programmet indledes klokken 11.30, og der er traditionen tro taler af Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt, SF’s formand Villy Søvndal samt af Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.
Der er endvidere taler af LO’s formand Harald Børsting og af repræsentanter fra BUPL, FTF og HK-Ungdom. På musiksiden synes LO at være til rock (K-Rock) og kopimusik (Peter Og De Andre Kopier).
Socialdemokratiet og DSU har iøvrigt deres eget telt i Fælledparken, hvor man kan høre socialborgmester Anne Vang og sangeren Rasmus Nøhr, hvis det har interesse.

Hvis man ikke er til Børsting eller kopimusik, kan man i København vælge at feste med den del af kommunisterne, der holder Rød 1. maj på pladsen ved Trianglen-indgangen.
Kommunistisk Parti byder velkommen i Fælledparken fra klokken 13.30 under et helt væld af paroler, deriblandt »Kapitalisme – nej tak«, »Forsvar den kollektive velfærd«, »Ny regering – ny politik«.
Her er ny rock med VonDü, agitpop med Arne Würgler, undergrundsrap med C.MC samt elektrisk musik med George Kilby Jr. og punkbandet Patchanka. Sidstnævnte spiller klokken 17.00.
En anden afart af kommunister, kaldet Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), holder deres eget arrangement i Fælledparken på det, de kalder Den Røde Plads.
Det er altså ikke der, hvor Lenin ligger død og til skue, snarere tværtimod. Der er opstillet et cirkustelt, hvor Kunstnere For Fred underholder. Det sker fra klokken 11.00.
Klokken 12.30 kan man høre reggae med Action Taken, dernæst spiller Lukas Scherfig (under sit nye navn Sherfey) melodisk punk med sit band. Og der er rock med Paper Tigers, hip hop med Vakili & Zaki og Hendrix-inspireret blues med Highway Child. Der kommer talere fra APK, DKU, Fagligt Oprør, Demokratikampagnen m.fl.
Arrangementet holdes ikke under en parole, men et sangcitat fra Savage Rose: »Vi vil ikke være ofre for et døende system. Vi har hænder til bygge vores eget.«.
Den Røde Plads ligger i Fælledparken ved indgangen fra Blegdamsvej, bag Frimurerlogen.
Antifascister, klimakrigere, flygtningevenner, visiterede borgere og andre frihedskæmpende aktivister samles til demonstration klokken 12 på Nytorv foran Domhuset under parolen »1. maj mod kriminalisering af de sociale bevægelser og repression«.
Frihedskæmperne går derefter i demonstration til Fælledparken, hvor de ender i den del af parken, der ligger bag søen ved Borgmester Jensens Allé.
Her fejres modstanden mod alle tendenser til at kvæle mangfoldighed og rummelighed.
Og mangfoldigheden fejres med et overvældende musikprogram: Den franske rapper Keny Arkana kommer, fra Hamborg kommer Sister Hood og Sister Law, der spiller afro, soca, tysk balkan og reggaeton. Derudover kan man høre Slum’n’Bass og Wobble Squad.
Se også Modkrafts kalender. eller tjek programmet på cultureclub.dk

Om aftenen er der en del fester og koncerter at vælge imellem i København. Her skal kun nævnes et par enkelte:
I Sydhavnen starter de tidligt. Klokken 16.00 er der musik og klovnerier i Karens Minde Kulturhus. Senere er der taler af Yildiz Akdogan (A), ), Özlem Cekic (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.
Fra klokken 20.00 spiller det gamle rockband Ama’rkix. Dette møde er arrangeret af Sydhavnens Venner af 1. maj.
Socialistisk UngdomsFront holder 1. maj afterparty i Folkets Hus på Nørrebro fra klokken 19.00. SUF opfordrer selv: »Spis noget billigt folkekøkken, før du drikker dig i hegnet i den billige bar og danser løs til den lyse morgen!«
Og man kan ryste sig til bands som Det Folkelige Kapel, As Good Asbest og Kammertonen. Og så er der dj’s på to etager: Stygfyr, Youngblood Soundsystem, Linus E, FUMA-HIFI samt Malkesnitten.
For dem, der ikke gider høre taler, men gerne vil fejre arbejdernes kampdag med film og chill out på stranden, er der også mulighed for det.
Fra 11.00 formiddag kan man nyde grillmad og DJ Ganga på Kulturkajen Docken på Færgehavnsvej på Østerbro. Senere spiller DJ Buda. Ved solnedgang vises ekspressionistisk revolutionær film af Sergej Eisenstein, »Panserkrydseren Potemkin«. Stumfilmen vises med nyligt komponeret electronicapunk skabt af Sort Sol-guitaristen Peter Peter og Christian Rønn.
Derudover kan man på stranden opleve VJ Pathetik, der mixer realfilm med tidlig avantgardekunst. Dernæst VJ 56, der skaber videoarkitektur. »1. maj på stranden« varer til klokken 2.00 nat.
Også i ungdomshuset Overdrevet på Dortheavej 61 holdes 1. maj uden at man behøver lægge ører til lange taler.
Der er Sort 1. maj fra klokken 18.00 med folkekøkken, chill og dj’s i gården. Og der er livemusik fra klokken 21.00 med to svenske bands Lycka Till (melodisk punk) og Fy Fan! (hardcore punk). Derudover en række danske bands: Whoareyoupeople (afrobeat), The Pranksters (skatepunk), Rovers Ahead (folkpunk), Sort Stue Modangreb (anarcho hip hop fra 1440) med flere.
LO holder 1. maj arrangementer i næsten alle større byer. Oftest i samarbejde med lokale afdelinger af de store fagforbund. Vi nævner kun enkelte i denne oversigt.
Man kan få flere detaljer om LO’s arrangementer her.
I Roskilde fejrer LO kampdagen i Roskilde Folkepark fra klokken 12.00. Her bydes på øl og pølser, men der er også musik med Candy Floss og Daddy O’s.
Der kan høres taler af Jonny Skovengård, der er forbundsformand i fagforbundet TIB. Endvidere taler socialdemokraten Mette Gjerskov, folkesocialisten Astrid Krag og Enhedslistens Christian Holtet. Der er tænkt på masser af aktiviteter for børnene.
LO Odense afholder møde sammen med arbejderpartierne fra klokken 13.30 i Ansgar Anlæg. Blandt talerne er SF’s Emilie Turunen (MEP), Socialdemokraternes Carsten Hansen og Enhedslistens Pernille Skipper.
Musikken leveres af blandt andre Full Moon Fever. Der er »ungdomstelt« og børneaktiviteter.
Samtidig i Odense afholdes en alternativ Rød 1. maj i Munke Mose fra klokken 12.00. Her taler Erik Salsø (DKU), Bent Hansen (Boykot Israel) og Jan Nielsen (Arbejderpartiet Kommunisterne). De taler ud fra blandt andet følgende emner »Nej til terrorkrig«, »Nej til nedskæringer«, »Nej til kapitalen«.
Musikken leveres af Peter Bjørn (sanger-sangskriver fra Odense), Kort Varsel (kopiband), Nybo (ungt rockband).
Arrangementet afholdes under blandt andet parolen »Lad de rige og de multinationale selskaber betale for den krise, de selv har skabt«. Rød 1. maj i Odense er arrangeret af bl.a. Arbejderpartiet Kommunisterne (APK).
I Svendborg afholder Enhedslisten og Socialistisk UngdomsFront fest den 1. maj om aftenen på Harders, Møllegade 36. Der loves økologisk mad, latinamerikanske rytmer og røde sange.Pernille Skipper fra Enhedslisten holder festtalen.
Musikken leveres af pladeaktuelle One-Eyed Mule (folkrock), og der er latinamerikansk musik med Martha Andrade.
I Århus har LO og størstedelen af venstrefløjen arrangeret fælles 1. maj demonstration fra Rådhuspladsen til Tangkrogen. Det starter klokken 12.00, og arrangementet i Tangkrogen starter klokken 14.00. Her er taler, musik, boder, ældrehjørne, børneland samt freds- og solidaritetsscene.
Også her skiller APK sig ud med en »alternativ 1. maj« under parolen »Enhed mod krisen, krigene og regeringen. Arrangementet foregår i Mølleparken fra klokken 14.00 og er arrangeret i samarbejde med DKU og Konfront. Man kan blandt andet høre Hjemløsebandet.
Samtidig, fra klokken 13, er der Anarkistisk 1. maj i Århus mod kapitalisme, statskontrol og udnyttelse af arbejderne. Anarkisterne går fra banegårdspladsen kl. 13.00, og demonstrationen slutter i Mølleparken. Her kan man høre taler, musik, og der er folkekøkken.
I Silkeborg holder 3F morgenmøde klokken 8.00 forud for LO’s møde i Lunden klokken 13.00. På 3F’s møde er der talere fra S og SF, musik og solid morgenmad.
LO afholder 1. maj i Kildeparken fra klokken 14.00. Her kan høres talere fra SF, LO og Dansk Metal Ungdom. Man kan høre marchmusik, happy jazz og arbejderkor samt ikke mindst kopirock.
I Aalborg er Socialisternes Hus rammen om en stor del af dagens røde aktiviteter. Der er morgenmøde og fællessang fra klokken 8.00, og Jytte Vester fra Dansk Sygeplejeråd Nordjylland er taler.
Herfra går man til 3F’s majmøde, og derfra til LO’s demonstration i Kildeparken klokken 13.30.
Fra klokken 17.30 afholdes i Socialisternes Hus et aftenarrangement, hvor blandt andre Christian Juhl fra 3F Silkeborg taler.
På det gode, alternative spillested 1000Fryd er der anarkistisk 1. maj afterparty for dem, der i løbet af dagen er blevet trætte af »røde pølser og politikerflæsk«. Der loves soundtrack til revolten fra husets egne dj’s.
Se mere hos 1000Fryd.
Om årets 1. maj møder mv. se også kalenderen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96