Annonce

23. april 2010 - 19:21

300 antifascister krævede PET-fanger løsladt

»Vi er alle antifascister« og »Antifascisme er ikke kriminelt – det er nødvendigt«.

Sådan lød parolerne, da Antifascistisk Aktion (AFA) torsdag den 22. april gennemførte en demonstration i København i protest mod fængslingen af to aktivister, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) er tilknyttet gruppen.

300 mennesker gik fra Nytorv til Vestre Fængsel, hvor de to aktivister sider varetægtsfængslet sigtet for vold, dataindbrud samt overtrædelse af den såkaldt milde terrorparagraf - paragraf 114f.

PET har sagt at de betragter sagen som et eksempel på »politisk ekstremisme« og begge de fængslede risikerer op til seks års fængsel hvis de dømmes for overtrædelse af terrorparagraffen.

JPEG - 81 kb
300 mennesker gik igennem Københavns gader torsdag i protest mod PET’s sag mod to aktivister fra det antifascistiske miljø. Foto: Peter Kristensen.

Ved fængslet blev der spillet musik, tændt romerlys og holdt taler med krav om løsladelse af de to »PET-fanger«.

AFA: Vi er ikke alene

I løbet af demonstrationen blev der holdt taler af repræsentanter for Demos, Socialistisk Ungdomsfront, Horserød-Stutthof Foreningen samt læst støtteerklæringer op for Kommunistisk Parti samt Anti-racistisk Netværk i Århus.

JPEG - 69.7 kb
Anton Nielsen, formand for Horserød-Stutthof Foreningen, fastslog i sin tale, at antifascisme ikke er kriminelt, men at staten prøver at skabe frygt i befolkningen med deres terroranklager mod antifascister. Foto: Peter Kristensen.

I en tale holdt af et medlem af Antifascistisk Aktion var budskabet, at fængslingerne ikke stopper gruppens arbejde.

– Vi er her i dag for at vise, at vi ikke står alene og vi ikke lader os stoppe, lød det fra højtalervognen.

»En bred modstandsfront«

Flere talere var inde på nødvendigheden af at se den aktuelle sag mod den antifascistiske bevægelse i lyset af de seneste års brug af terrorlove mod solidaritetsbevægelser og andre venstrefløjsinitiativer.

Dagbladet Arbejderen tager i en leder samme tråd op og skriver fredag den 23. april: »Der går en lige linje fra terrordommene mod Fighters+Lovers og Oprør, over sigtelserne for terrorstøtte mod Horserød-Stutthof Foreningen samt Den Faglige Klub i København til sigtelserne mod AFA-støtterne.«

JPEG - 58 kb
Taler, musik og romerlys dominerede demonstrationen arrangeret af Antifacistisk Aktion. Foto: Peter Kristensen.

Og fortsætter: »Der er brug for at skabe en bred modstandsfront mod de her angreb på helt grundlæggende demokratiske rettigheder (… ) Et opgør med de udemokratiske terrorlove vil i øvrigt være et helt oplagt krav at stille som betingelse for at støtte en eventuel ny regering.«

Læste højrefløjs-mails

Sagen mod de to formodede medlemmer af AFA begyndte den 28. februar hvor flere personer blev anholdt i en landsdækkende aktion iværksat af PET. 1. marts blev en person fængslet bag lukkede døre og har siden været varetægtsfængslet.

JPEG - 32.3 kb
Sagen mod det antifascistiske miljø skal mødes med en bred »modstandsfront« skriver dagbladet Arbejderen, som udgives af Kommunistisk Parti. Foto: Peter Kristensen.

16. april blev endnu en person anholdt og dagen derpå varetægtsfængslet i fire uger i samme sag. Også denne gang bag lukkede døre. Som tidligere omtalt her på Modkraft, så har det betydet at informationer om sagen er sparsomme og kun drypvis lækkes til pressen.

Ifølge dagbladet Politiken, der har gennemgået retsdokumenterne i sagen, så mistænker PET de to anholdte aktivister for, udover de tidligere nævne sigtelser, ulovligt at have læst private mails fra fem personer fra den yderste højrefløj.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce