Annonce

15. april 2010 - 18:02

»Mere krig på vej i Afghanistan«

Regeringen og partierne bag den danske krigsførelse i Afghanistan er blevet enige om til efteråret at vurdere, om danske soldater i 2011 kan begynde en tilbagetrækning fra den uroplagede Helmand-provins.

Den beslutning møder dog skarp kritik af SF og Enhedslisten, der ikke er en del af forligskredsen bag den danske Afghanistan-politik.

– Det eneste sikre er, at der bliver meget mere krig, lyder Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaens kontante udmelding til Modkraft.

– Forligspartiernes beslutning betyder opbakning til Obamas krigsstrategi, hvor man forøger krigsindsatsen med 30.000 amerikanske soldater, 7.000 Nato-soldater og flere tusinde afghanske soldater. Det er simplethen en fortsættelse af krigsstrategien, siger Frank Aaen.

JPEG - 91.2 kb
Mere krig på vej i Afghanistan, mener SF og Ø. Begravelse for premierløjtnant Steen Rønn Sørensen 9. maj 2007. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste.

Han mener, at man i stedet skal indlede fredsforhandlinger, opbygge landet og indsætte neutrale FN-styrker med troværdigheden i behold.

Radikale: Tropperne ud næste år

Enhedslistens kritik står i skarp kontrast til vurderingen hos Radikale Venstre, der i en pressemeddelelse roser regeringen for endelig at begynde at tale om en dato for tilbagetrækning fra Helmand-provinsen.

– Vi er glade for, at vi med den nye Helmand-aftale for 2010 har gødet jorden for, at de danske styrker 30. Juni 2011 er ude af den blodige Helmand-provins, siger Niels Helveg Petersen, forsvarsordfører for de radikale.

Men Holger K. Nielsen, forsvarsordfører for SF, afviser at aftalen indebærer tilbagetrækning fra Helmand-provinsen i 2011.

– Det eneste, der er sket, er, at der lægges op til en diskussion til efteråret. Der bliver derfor ingen exit i 2010 og ingen strukturelle forberedelser til en tilbagetrækning i 2011. Det eneste Socialdemokrater og radikale har opnået er et oplæg til diskussion til efteråret, siger han til Modkraft.

Afghanske soldater skal stå for krigen

De radikale mener dog, at aftalen også er et fremskridt, fordi der lægges op til, at afghanske styrker skal overtage flere og flere opgaver.

– Aftalen understreger behovet for, at afghanerne selv skal overtage sikkerheden i landet, siger Niels Helveg Petersen.

– Udmeldingerne fra vigtige koalitionspartnere som USA, Canada og Holland gør det nødvendigt, at også den danske regering begynder at tale om en dansk reduktion i 2011, siger han.

Han kalder aftalen et stort skridt i den rigtige retning.

Men Frank Aaen advarer mod troen på, at afghanske styrker kan løse problemet.

– Det er meget uklogt, at lægge op til, at man kan få lokale styrker til varigt at kæmpe på besætternes side. For der er jo ingen tvivl om, hvem der i dag bestemmer i Afghanistan, siger Frank Aaen.

Selv om oppositionen er uenige om aftalens konsekvenser, mener Holger K. Nielsen dog ikke det vil være en afgørende hindring for samarbejdet i et fremtidigt alternativt folketingsflertal.

– Jeg kan ikke se, at der skulle være noget til hinder for at SF, Socialdemokraterne og radikale kan finde hinanden i Afghanistanspørgsmålet. Og det vil der være meget bedre muligheder for, hvis der sker et regeringsskifte, siger Holger K. Nielsen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce