Torsdag den 15. april skal Københavns Borgerrepræsentation stemme om udvidelsen af en moské på Vibevej i Københavns Nordvest-kvarter. Brugerne af Imam Ali Islamic Centre, som moskeen rettelig hedder, ønsker, at udvide bygningen med minerater og et kulturcenter.
Byggeriet er tidligere blevet mødt med kritik fra den politiske højrefløj med Dansk Folkeparti og de ålborgensiske højreekstremister Stop Islamiseringen af Danmark i spidsen. Men nu møder moskeen også modstand fra flere eksiliranske foreninger.
Et initiativ der kalder sig »Nej til Irans Prestige Projekt (Stormoske)« har indkaldt til en demonstration på Christiansborg Slotsplads i forbindelse med borgerrepræsentationens afstemning.
Initiativet består af netværket Frit Iran, bogklubben Pooyandeh, Initiativet for Solidaritet med den Iranske Befolkning og Støttekomittéen for politiske fanger fra Iran.
Eksiliranerne har engageret i sagen da det er kommet frem, at det kommende moskebyggeri på Vibevej er delvist finansieret af en tidligere iransk ambassadør i Danmark.

– Moskeer finansieret af det iranske regime bliver brugt som den islamiske republiks forlængede arm for at lægge pres på regimets politiske modstandere i europæiske lander, for at erhverve stikkere og for at sprede angst blandt iranere, som bor i disse lande, siger talsmand for initiativet Farrokh Jafari.
Også Enhedslistens medlem af Borgerrepræsentationen Jaleh Tavakoli, som selv har iranske rødder og desuden er talsperson for Frit Iran, har kritiseret moske-byggeriet i stærke vendinger.
Det er blandt andet sker på hendes blog på Modkraft.dk. Under overskriften »Hvorfor stemmer jeg ikke nej til moskeen, selvom jeg har lyst?« skriver hun:
»Uanset at moskeen bliver stemt gennem via lokalplanen, hvilket den gør, så har alle politikere i København og hele Danmark en pligt til at tage afstand fra og fordømme præstestyrets politiske prestige og propaganda projekt, nemlig deres stormoske«.
Ifølge Jaleh Tavakoli bliver der praktiseret en form for »politisk islam« i moskeen på Vibevej, som ikke bare er inspireret af men direkte styret fra det religiøse diktatur i Iran.
– Jeg hæfter mig ved ejerforholdet omkring moskeen, links på deres hjemmeside, som henviser til reaktionære religiøse overhoveder i Iran samt erfaringer fra udlandet hvor brugen af religiøse dødsdomme er blevet brugt overfor systemkritikere, siger hun til Modkraft.
– Jeg ville hjertens gerne stemme for en moske til muslimerne i Danmark, men jeg kan altså ikke støtte én som er ejet af det iranske styre, lyder det.
Derfor har hun - i modsætning til resten af Enhedslisten byrådsgruppe- besluttet, at stemme blankt ved torsdagens afstemning.
Jahel Tavakolis kritik har skabt stor debat i Modkrafts blog-univers, hvor flere har kritiseret hende for at generalisere og glemme hensynet til religionsfriheden.
Blandt kritikerne er hendes egen partikammerat Osama Hamza, som er medlem af både Enhedslisten Københavns bestyrelse og den uafhængige græsrodsorganisation Unge Muslimer Gruppen.
Han har selv været i moskeen på Vibevej flere gange, kender mange af dens brugere og afviser fuldstændig det billede, som tegnes i offentligheden af en »iransk propagandacentral«.
– Dette er en dybt beklagelig sag. Kritikken bygger på misforståelser, fordomme og en generalisering af ikke kun de muslimer, som bruger moskeen, men er også en hetz mod muslimer generelt, siger Osama Hamza.
– Det er helt almindelige muslimer fra alle nationaliteter, som kommer i et helt almindeligt bedehus. Denne mistænkeliggørelse og dæmonisering rammer alle de a-politiske muslimer, som kommer på Vibevej, mener han.
Formanden for Imam Ali Islamic Centre, imam Mohammad Khademi, afviser overfor Modkraft, at hans moske bliver brugt til at sprede politisk propaganda fra Iran.

»Vi befinder os i Danmark og prøver at holde os neutral og uden mening hvad angår en hvilken som helst mellemøstlig regering. Moskeen er et tilbedelsessted og ikke et politisk opholdssted. Alle er velkomne til at deltage i moskeens arrangementer uanset hvilke nationaliteter de har og hvilke sekt inden for islam de tilhører. Dette har vi bevist gennem de mange år vi har været aktive i København,« skriver Mohammad Khademi i en mail til redaktionen.
Hos Enhedslisten møder Jaleh Tavakolis beslutning forståelse, men medlem af Teknik- og Miljøudvalget Morten Kabell deler ikke Tavakolis bekymring.
– Der er flere lag i den her beslutning for Jaleh, end der er for mig. Min opgave er at forholde mig til, om beliggenheden og arkitekturen passer sammen, og det gør det efter vores vurdering. Jeg synes, at det er rimeligt over for området, at de mange muslimer får et ordentligt sted, og jeg ser ikke det, som Jaleh Tavakoli ser, siger Morten Kabell til Nørrebro-Nordvest Bladet.
Ifølge samme avis, så undlod Venstre at stemme, mens Dansk Folkeparti og De Konservative stemte imod da lokalplanforslaget i februar blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget. Alle øvrige medlemmer af udvalget stemte for, og det får derfor ingen praktisk betydning, at Jaleh Tavakoli vil undlade at stemme.
Moskeen forventes at stå klar i 2012.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96