Irakeren Fawzi blev tirsdag eftermiddag tvangsudvist af Danmark, selv om han er gift og har et barn på 5 måneder her i landet.
Inden afsendelsen fik han kun kortvarigt lov til at sige farvel til sin kone i lufthavnen. Klokken 16.30 blev de afbrudt og truet med anholdelse, hvis de protesterede.
Tvangsadskillelse af familier er blevet dagens orden i Danmark, selv om blandt andet FN’s Højkommissariat og Europa-Parlamentet flere gange har kritiseret Danmarks asylpolitik. En adskillelse af Fawzi fra hans barn er ifølge den danske organisation Asylret i direkte modstrid med FN’s børnekonventions artikler om barnets ret til at leve sammen med sine forældre.
Selv om Danmark har ratificeret børnekonventionen, har Udlændingeservice i Fawzi’s sag afgjort, at »det forhold, at du og din ægtefælle har et fælles barn kan kke føre til en ændret vurdering«.
Asylret har i været i nær kontakt med Fawzi og hans advokat Helge Nørrung.

– Fawzi fik afslag på familiesammenføring, fordi han ikke lever op til tilknytningskravet. Han har ikke tilstrækkelig tilknytning til Danmark, ifølge de strenge danske regler, siger Helge Nørrung.
Hvorfor tages der ikke hensyn til mandens familieforhold? Hvorfor adskiller man familien?
– Fawzis ægtefælle har været længere tid i Danmark, og hendes tilknytning til Danmark er større, da hun har andre familiemedlemmer her. Men samtidig mener Udlændingeservice, at hendes begrundelse for at flygte i sin tid ikke længere er aktuel, så hvis hun vil, kan hun bare rejse sammen med manden, fortæller Helge Nørrung
Hvad siger det her om Danmark?
– Reglerne er simpelthen for strenge. Der var ikke noget at gøre for os. Ovenikøbet fik vi ikke at vide, hvornår Fawzi skulle afsted før i sidste øjeblik, så hans kone måtte stå og vente på ham hele dagen, siger advokaten.
Aktivister fra Stop Udvisningerne mødtes i Kastrup klokken 20, efter udvisningen havde fundet sted. De demonstrerede imod udvisningen af Fawzi og Danmarks inhumane aylpolitik..
Stop Udvisningerne vil ikke finde sig i, at den danske regering bryder internationale konventioner.
Aktionen var symbolsk, da udvisningen allerede havde fundet sted, men aktivisterne søgte efter bedste evne at skabe kaos omkring skrankerne, ved politistationen og ved flyselskabernes repræsentationer.
Modkraft.dk har talt med en af aktivisterne, Susanne, der deltog i aktionen. Hun fortæller, at Stop Udvisningerne møder op hver gang, der er en udvisning.
– Vi blokerer skranker, prøver at forsinke fly og lave lidt ravage. Alligevel er det jo symbolske aktioner, siger hun.
Hvordan lavede I ravage?
– Vi lavede larme-demonstration blandt andet ved flyselskaberne. En enkelt blev anholdt, men løsladt igen efter aktionen. Vi skulle have lavet bannerdrop, men banneret blev konfiskeret.
Var det en vellykket aktion?
– Man kan sige, at der ikke rigtig kom noget konkret ud af det, men det er vigtigt at vise omverdenen, at folk møder op og er friske på at aktionere imod udvisningerne, siger Susanne.
– Vi vil blive ved med at fokusere på regeringens asylpolitik, for det er ren statsracisme. Og flyselskaberne tjener penge på det, siger Susanne.
Og der kan ifølge Susanne ventes flere aktioner. Udover at møde op, hver gang, der foretages udvisninger, opfordrer Stop Udvisningerne til boykot af de flyselskaber, som tjener penge på udvisningerne, og det overvejes i øjeblikket, hvordan en kampagne skal udmøntes.
Det er selskaber som Turkish Airlines, Lufthansa og KLM, der har været benyttet i forbindelse med udvisningerne.
Susanne ønsker ikke at oplyse sit fulde navn, men hendes identitet er redaktionen bekendt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96