Regeringer satte PET ind mod blokader og strejker

Efterretningsvæsenets opgave er at våge over rigets sikkerhed: spioner, terrorister og den slags – tror man. Man kan derfor undre sig en smule over, at et helt bind i PET-kommissionens beretning, bind 8, er helliget PET’s overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989.

Bindet er forfattet af Regin Schmidt, der udover at kunne smykke sig med titlen medlem af PET-kommisssionen, også er adjunkt, ph.d., ved Afdeling for Historie, Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

Omslaget prydes af en af de mere vellykkede aktioner i dansk arbejderbevægelses historie: Blokaden af Slotsholmen, og hermed til dels Folketinget, fra den 28. marts 1985 under de såkaldte Påskestrejker, hvor et regeringsindgreb var forestående.

Billedteksten lyder: Blokaden kom bag på PET og førte til en intensiveret overvågning af visse grupper på arbejdsmarkedet.

Bogen starter dog fra 1945, men jeg vil ikke her beskæftige mig med tiden efter 2. Verdenskrig og den Kolde Krig, hvor PET’s kilde ser ud til stort set at have været den socialdemokratiske AIC, Arbejderbevægelsens Informations Central. AIC var oprettet for at inddæmme kommunisternes indflydelse, og da PET’s hovedopgave var at overvåge og registrere kommunister, passede det jo udmærket sammen.

Sammenstød mellem havnearbejdere og politi under havnearbejderstrejken, december-februar 1982-83.

Min interesse går på tiden omkring 1980’erne, hvor politiet i stigende grad fik til opgave at bryde faglige blokader, og PET følgelig fik opgaven at fungere som varslingstjeneste under faglige konflikter, som der står.

PET skulle også overvåge grupper på den yderste venstrefløj, der var mistænkt for at planlægge uroligheder i forbindelse med konflikter. Det var jo store opgaver for et væsen, der burde have koncentreret sig om rigets sikkerhed og ikke fungere som part på arbejdsmarkedet.

Og egentlig kunne de ikke klare opgaven.

Vi er nogen, der kunne mistænke dem for talentløshed, fordi, som vi skal se, de var præget af mystiske forestillinger om den danske arbejderklasse og så agenter alle vegne, også på arbejdsmarkedet.

Intet under at beretningen konkluderer: Da PET i stigende grad havde vanskeligheder med at etablere kontakter på arbejdsmarkedet, benyttede tjenesten sig i højere grad af kilder, penetranter og telefonaflytninger til at holde sig orienteret om udviklingen.

Politisk røre

Efterretningsvæsenets indsats var dengang under betydelig lup. Der var en organisation med det fine navn: Sjællandskommiteen mod de hemmelige kartoteker.

Og Sv. Erik Kjær Rasmussen, der var VS-folketingsmand fra Esbjerg dengang, stillede mange forespørgsler allerede i 1969 – naturligvis uden at få svar (jf. VS-bulletin 1969:37, side 3-4 om Kjærs forslag om rigsretstiltale mod justitsminister Knud Thestrup).

Meget senere, i 1982, fik Asbjørn Agerschou, også fra Esbjerg, svar fra den socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen, der sagde, at politiet naturligvis ingen interesse har i tvistligheder på det arbejdsretlige område.

Hermed undgik han at svare på, om PET havde beskæftiget sig med forholdene på arbejdsmarkedet.

Espersen er således et eksempel blandt de utallige justitsministre, borgerlige som socialdemokrater, der har dækket over, at efterretningstjenesten gik langt videre end at registrere lovlig politisk virksomhed. Det har mange andre anholdt, så det skal jeg ikke bore i her (jf. Preben Wilhjelm: »PETs nye retningslinjer« i Politiken 20.12.2009. Helge Scheuer Nielsen: PET og Vamberg-udvalget. 2009. 34 sider. Se endvidere Hver en sten skal vendes udgivet af PET-komiteen der blev stiftet i juni 1998).

De faglige forhold i Esbjerg

Jeg har valgt at skrive ret detaljeret om beretningens beskrivelse af forholdene i Esbjerg, dels fordi jeg har været politisk aktiv her siden begyndelsen af 1970’erne og som redaktør af VSkysten 1976-85 været med til at skrive om klassekampen i byen over en forholdsvis lang periode, men også fordi omtalen af Esbjerg på afgørende vis afslører PET som en part på arbejdsmarkedet – som vi skal se under Havnearbejderstrejken i 1982/83.

Lærlingene og sømændene

Men det starter lidt før. Blandt de organisationer, der havde PET’s interesse var lærlingeorganisationen, LLO, der i Esbjerg lavede en happening med en såkaldt besættelse af Rådhuset. Men denne happening er noteret af PET, som også har lavet et notat omkring boligaktivister i Esbjerg den 8.10.1973.

Da hyreanvisningen blev frataget sømændene gennemførte Sømændenes Forbund en række aktioner i marts-april 1976, bl.a. i Esbjerg: PET’s kontaktmand i Esbjerg videresendte oplysninger fra flere kilder, der hævdede, at aktionerne var planlagt udefra og Centralafdelingen [i PET] vurderede, at der var tale om et kommunistisk angreb på den socialdemokratiske ledelse i fagbevægelsen.

Men den afgørende grund til Sømændenes aktion var udsigten til en svækkelse af forbundet, som fratagelsen af hyreanvisningen kom til at betyde. Sådan vil ethvert forbund, specielt et militant (reformistisk) som Sømændenes Forbund, reagere.

Men her som andre steder var PET hyldet i fordomme og slagord om kommunistisk komplot, uden at gøre sig klart, at der faktisk var en materiel grund til at sømændene reagerede som fagforbund: Kontrol over arbejdsmarkedet styrker fagforbundet – og medlemmerne – i hvert fald i princippet.

Fiskerblokader - november 1975 og maj 1978

Et specielt kapitel i Esbjergs historie var fiskeri-blokaden. Esbjerg var dengang stadig domineret af fiskeri, både konsum og skidtfisk, det sidste gav gode penge og ram lugt.

Fiskerne var utilfredse med de kvoter, der blev sat af EU, de kunne ikke bare fiske løs. Konflikten udviklede sig faktisk ret rabiat. Der blev blokeret havne, og engang sejlede fiskerne i samlet trop til København.

Politiet og PET forholdt sig imidlertid pænt afventende, ganske anderledes end kort før under konflikten i 5. bassin, hvor de under lastoptagernes konflikt stillede med deres vovser.

Der blev ikke gjort forsøg på at bryde fiskernes blokader, der var åbenlyst ulovlige, det indrømmede de selv.

Det fremgår af beretningen at PET ikke registrerede de aktionerende fiskere – selvom der faktisk var tale om en ganske omfattende aktion. Selvom Justitsministeriet havde udsendt retningslinjer, der godkendte, at politiet registrerede fartøjerne og identificerede de involverede fiskere.

Og så er vi jo nogle, der kan huske fiskernes talsmand, Kent Kirk, senere konservativ politiker, som en der i det små lagde op til senere fiksfakserier, der blev perfektioneret af folketingets formand og den senere statsminister med den kreative bogføring.

Kirk bogførte private indkøb på sin fiskekutters regnskab, men klarede frisag i retten, da han sagde, det var konen der førte regnskabet. Og PET gav han da også en pæn omtale: Det forhold, at Kirk ikke var registreret i PET, fik Centralafdelingen til at vurdere, at han ikke hørte til de rabiate, og at fiskernes efterfølgende demonstration foran Christiansborg ville forløbe fredeligt.

Og det var da en sød konstatering. Men viser også, at politiet tog med fløjlshandsker på fiskerne, fordi de ikke tilhørte arbejderklassen.

Taulov

Konflikten omkring Central Tryk i Taulov ved Fredericia i 1981 vil jeg også omtale, da vi havde en del typografmedlemmer og således drøftede konflikten i afdelingen.

Konflikten var banal: Arbejdsgiveren havde lockoutet typograferne og ansat skruebrækkere. Dansk Typografforbund iværksatte efterfølgende blokade.

Nu fandt blokaden i Taulov sted i en periode, hvor dette kampvåben var ganske udbredt, og politiet havde nok at gøre med at bryde blokader, og i den sidste ende blev blokader kriminaliseret. I dag er de også en sjældenhed.

Det fremgår tydeligt af beretningen, af PET var på dupperne:

PET’s Centralafdeling havde på forhånd oplysninger om den planlagte blokade, og det fremgår tydeligt af det bevarede arkivmateriale, at det var et spørgsmål, der blev prioriteret højt af PET’s ledelse.

Endvidere: Region III (Esbjerg hørte under Region III) kunne bidrage med oplysninger om, at der var bestilt et særtog fra København, at der var fri udskænkning af øl, og at der i alt forventedes 2-3.000 demonstrationsdeltagere.

PET’s chef Ole Stig Andersen blev orienteret om sagen dagen inden den planlagte blokade, og han underrettede Justitsministeriet samme dag.

Det fremgår, at PET holdt øje med DTF’s særtog, da det natten til den 25. maj forlod Københavns hovedbanegård, og Fredericia politi og politimesteren blev underrettet.

Under blokaden efterfølgende var det Region III’s opgave at overvåge begivenhederne, modtage oplysninger fra Centralafdelingen og holde Fredericia politi og Centralafdelingen løbende underrettet om udviklingen…

Regionsafdelingen holdt også øje med Kolding Højskole, hvor demonstranterne var indkvarteret, og registrerede al kørsel til og fra området. Det kan måske forekomme trivielt at pære så meget i noget, der foregik for mere end 25 år siden, men det afgørende er den energi, efterretningsvæsnet lagde for en dag i en faglig konflikt, det dokumenterer beretningen til fulde.

Det fremgår, hvad PET’s rolle var i forhold til det lokale politi, der skulle lave det grove, nemlig: følge udviklingen ved hjælp af kilder og observation og at videregive oplysningerne til ordenspolitiet.

Der var dog på dette tidspunkt nogen uklarhed blandt de menige om, hvordan man skulle forholde sig til faglige konflikter: Det var endnu ikke daglig kost at forholde sig til dem. Måske nogle politifolk syntes, det ikke rigtigt hørte med til hvervet.

Det blev imidlertid klart hvad ledelsen og staten mente i forbindelse med Havnearbejderkonflikten fra december 1982.

Havnearbejderkonflikten i Esbjerg 1982-83

Det var en konflikt, der omfattede alle havnearbejdere, men Esbjerg fik en særlig betydning, både på grund af havnens størrelse, og på grund af de aktive havnearbejdere.

Men det var en landsdækkende konflikt, hvis formelle ledelse var i Århus.

Årsagen var ret så banal: Den borgerlige Schlüter-regering, med arbejdsminister Grethe Fenger Møller i spidsen, forringede dagpengene – det er fortsat siden, men ramte dengang specielt havnearbejderne, der alle var løsarbejdere (bortset for nogle småhavne, der havde en slags fast ansættelse).

Den oprindelige ordning var den del af det, man kalder »det fleksible arbejdsmarked«, hvor det offentlige betalte havnearbejderne, hvis ikke der var arbejde, når de om morgenen mødte til mønstring.

Først det morsomme, nemlig PET’s politiske horisont – senere kommer det tragiske: konsekvenserne for havnearbejderne, nærmere betegnet den aktuelle talsmand, Karl Jørgensen.

Men det første: PET’s begrænsede politiske horisont, for nu at sige det pænt. PET leder efter en sammenhæng med venstreorienterede ved Århus Universitet, men en løselig gennembladning af vores uddelingsavis, VS-kysten (som ikke ville have været svær at få fat i, da den kom i 4.500 eksemplarer) kunne have vist, at der var en betydelig militans i den lokale arbejderklasse, i hvert fald i en god del af den (jf. VS-kysten 1983:57, 58 og 59. Andetsteds i PET-rapporten fremgår det, at en PET-agent skaffede sig oplysninger om Den Røde Højskole ved at tage en fremlagt brochure på Kolding bibliotek – grundige folk de agenter!).

Det særlige ved havnearbejderne i Esbjerg var, at de sagtens kunne finde ud af det selv, uden hjælp fra Århus Universitet. En forespørgsel blandt havnearbejderne på Mønstringshuset, et sted der var nemt at komme for alle, ville have medført synet af flere havnearbejdere, der vred sig i krampegrin ved historien om Århus Universitet.

Men PET skrev i alvor: Ifølge PET’s oplysninger kørte en gruppe havnearbejdere fra Esbjerg to gange om ugen til Århus Universitet »angiveligt for at få instruktioner«.

(En lille afvigelse: PET påstod efter aflytningen af Karl Jørgensens telefon, at han havde talt om »kinesere« i Århus, der vistnok havde en vis tilknytning til universitetet, som de mest yderligtgående. Men gad dog vide om ikke betegnelsen »kineser« snarere var en havnearbejders betegnelse for en rabiat, og ikke en organiseret maoist? Også dagbladet Vestkysten bragte en historie om forbindelser til Århus Universitet, havde de den fra PET?).

PET pegede også på kommunisterne og specielt Sømændenes Forbund som initiativtagere til konflikten. Den er næsten lige så god som den med Århus Universitet, men PET synes besat af en konspirationsteori, hvorefter der skulle stå kommunister bag alt, mens det var karakteristisk for aktionsformerne og organiseringen, at den gik langt ud over, hvad det centralistiske Sømandsforbund stod for – det var også karakteristisk, at netop det var grunden til at havnearbejderne ikke fik støtte fra deres forbund SiD. Ikke under aktionerne, men nok senere ved kriminaliseringen af Karl Jørgensen.

Et toppunkt i PET’s seriøsitet er beretningen om, at aktivister planlagde at skyde fire havnearbejdere ved det næste sammenstød i Åbenrå, således at politiet ville få skylden. Kan man forestille sig noget mere rablende?

I starten af konflikten var en strejkevagt faktisk blevet dræbt i Hirtshals, da han blev kørt ned af en lastvogn, men at der så ligefrem skulle ofres fire (fire!) havnearbejdere på aktionens alter!

Der er mange andre horrible eksempler i afsnittet om havnearbejderstrejken, der er yderst udførligt beskrevet (bind 8, side 234-246). Det er ikke her stedet at gå i detaljer med konflikten, jeg kan henvise til den udmærkede beskrivelse der er udgivet af VS (10 uger med Schlüter: Havnearbejderstrejken ’83: Tillæg om Karl-Jørgensensagen. VS-forlaget, 1983. 48 sider. Om Karl-Jørgensen sagen se også artiklen i Leksikon: http://leksikon.org/art.php?n=4796. Se også Losseklubbens støtteavis fra august 1983: Kræv Karl løsladt nu!).

Kommissionen har læst lidt af hvert, men jeg skal ikke komme ind på deres konklusioner, af hvilke nogle er mere fornuftige end PET’s, andet ville næsten heller ikke være muligt, efter de mange års arbejde.

En detalje i PET’s arbejdsform skal lige fremdrages. Blandt de konspiratoriske antagelser er også, at branden på KFKs silo på havnen i Esbjerg skulle være bestilt centralt, idet den fandt sted lige efter et møde i Havnearbejdernes koordineringsudvalg i Århus, der havde jo møde hver uge under strejken.

Det har ikke været muligt for udvalget at finde dokumentation for denne antagelse, idet materialet, kaldt kort nr. 3, vedrørende denne og lignende sager fra 1975 og frem i 1998 blev udlånt til en medarbejder i forbindelse med en TV-udsendelse. Men nu er materialet væk og medarbejderen erindrer intet.

Man må jo som så mange andre gange spørge: Hvad er det for en samling dilettanter, der er ansat i det væsen? Enten har han bare sløset med konfidentielt materiale, eller har han fjernet uønskede oplysninger, inden kommissionen kom for tæt på? Ikke alene har man ansat folk, der ikke kan foretage en politisk analyse, men også sjuskemikler!

Man troede, at politiske flippere var noget der hørte ungdomsoprøret i ’68 til, men de har åbenbart haft knopskud til PET. Man tænker tilbage på beretningen om den dygtige politiske spion Richard Sorge, der under 2. Verdenskrig kunne levere kvalificerede politiske analyser – PET har altid været lysår fra at rekruttere en Richard Sorge (Næste gang du er på ferie, så læs: F.W. Deakin: Richard Sorge. Fremad, 1967).

PET’s nye retningslinjer

Som nævnt var der i de menige rækker i politiet ikke helt klarhed over politiets rolle i faglige konflikter, men beretningen viser, at havnearbejderstrejken pressede regeringen så meget, at den under strejken vedtog nye retningslinjer for tjenestens efterforskning på det politiske område.

Det skete den 7. februar 1983. Citat fra sidste afsnit af de nye retningslinjer, som Regeringens Sikkerhedsudvalg godkendte:

»Det er ikke PET’s normale opgave at beskæftige sig med forholdene på arbejdsmarkedet eller i og omkring dettes organisationer. Det må imidlertid erkendes, at ekstremistiske kræfter – eventuelt understøttet af fremmede efterretningstjenester – søger at skabe og udnytte faglige stridigheder i samfundsomvæltende og uroskabende øjemed. F.eks. kan nævnes maoist- og trotzkistiske grupper, som målbevidst arbejder på at nedbryde det fagretlige system i dette øjemed. Det vil være tilladt – eventuelt ved brug af et kontaktnet – at klarlægge sådanne foreteelser«.

Og politiet mødtes dagen efter: Den 8. februar, altså den følgende dag, mødtes repræsentanter for Rigspolitichefens Rejseafdeling, politikredsene i Horsens, Esbjerg, Åbenrå og Assens, PET’s regionsafdelinger i Århus, Haderslev og Odense samt de tekniske afdelinger i Odense og Kolding til en drøftelse af behovet for en koordinering af efterforskningen af de påsatte brande og andre kriminelle handlinger, der var foregået under havnearbejderkonflikten.

Lederen af PET’s Region III, som var Haderslev og Esbjerg, havde inden mødet haft en samtale med PET’s leder, Ole Stig Andersen, og den lokale PET-leder gjorde efterfølgende deltagerne opmærksom på, at PET i højere grad end tidligere vil/må engagere sig i uroligheder af omhandlede karakter.

Og den 14. februar anmodede kriminalpolitiet om Rejseafdelingens (Rigspolitiets) assistance i forbindelse med efterforskningen af den påsatte brand i KFK og fængslingen af en havnearbejder. Hermed er vi så fremme ved fængslingen af Karl Jørgensen.

Men det står altså fast, at havnearbejderkonflikten blev den direkte anledning til, at efterretningsvæsenet fik regeringspåbud om at gå ind i faglige konflikter. At det var en regeringssag bekræftede justitsminister Erik Ninn-Hansen (ham der røg med Tamilsagen senere), nemlig at PET undersøgte havnearbejderkonflikten, og at tjenesten interesserede sig for de involverede grupper.

Og Ole Stig Andersen bekræftede for Regeringens Sikkerhedsudvalg indhentningen af oplysninger under havnearbejderkonflikten, hvilket han på lige fod med overvågningen af BZ-bevægelsen betegnede som »en ubehagelig opgave«, men som nødvendig for at undgå, at de lokale politikredse foretog efterretningsmæssig aktivitet.

Det fremgår (naturligvis) fra andre steder, at PET’s involvering ikke hindrede lokal registrering (arbejdskartoteker som man kaldte det) Og der blev registreret med bred hånd: i Aalborg blev der f.eks. i 1983 indberettede personoplysninger, som sandsynligvis var hentet fra afdelingens arbejdskartotek, om en faglig leder, hvis politiske ståsted af regionsafdelingen blev betegnet som »lidt til venstre for midten i Socialdemokratiet«.

Det fremgår af beretningen, at det var PET’s opgave under havnearbejderkonflikten at forsøge at fastslå, hvilke kredse der eventuelt styrede konflikten. En væsentlig del af tjenestens indsats bestod derfor i at modtage og bearbejde oplysninger fra de involverede politiinstanser.

F.eks. modtog PET daglige situationsrapporter fra Rigspolitichefens Afdeling A, Udrykningsstyrken, som blev suppleret med indberetninger fra regionerne om ekstreme forhold i forbindelse med strejken. Altså en Situationens generalstab for regeringsmagten.

Registrering af aktive arbejdere

Beretningen påstår at: Der er intet, der tyder på, at personer, der deltog aktivt i konflikten, blev registreret i PET. Til gengæld blev oplysningerne fra de indsendte lister og notitser samlet i Centralafdelingen i en særlig mappe på 27 sider med navnene på 164 personer, der havde deltaget i strejken.

Personoplysningerne var indført i et skema, der angav navn, bopæl, cpr-nummer, biltype og nummer, dato for observationen, stedet og øvrige bemærkninger (f.eks. »Var kravlet op på en kran« eller »Stor walkie-talkie i bilen«).

Mange har kritiseret beretningen for manglende nysgerrighed, for ikke at stille dybdeborende spørgsmål.

Her er endnu et eksempel: Man siger, at de aktive deltagere ikke blev registreret, men samtidig fremgår det, at PET har en fortegnelse over 164 personer, der har deltaget i strejken, at navnene var indført i et skema med cpr-nummer.

Det skal man vist være købt og betalt for at påstå, at det ikke er en registrering.

Karl Jørgensens skæbne

Strejken løb i december 1983, i januar og i halvdelen af februar 1984. Men da politiet fængslede talsmanden Karl Jørgensen, tog sagen en anderledes dramatisk vending.

Politiet stillede tidligt om morgenen på Karls bopæl i Vejrup og fik ham varetægtsfængslet på mistanke om meddelagtighed i en påsat brand på foderstoffirmaet KFK i uge 5.

Fængslingen blev forlænget utallige gange og politiet (Kasper fra Rejseholdet, der var gået ind i sagen 14. januar) fortalte dommeren, at man i Karls udhus havde fundet sprængstof eller sprængstoflignende materiale.

Formuleringen dækkede over en løgn, man havde nemlig fundet nødraketter, et yndet nytårsmateriale i Esbjerg – til overs fra fiskekutterne. Men dommer Svendsen stillede ikke nærgående spørgsmål, mens alle vi, der hørte på, kunne gennemskue politiets løgnehistorier.

Jeg, der kendte Karl gennem mange år, vidste at sabotage lå langt fra hans politiske horisont, og VS-kysten var således det eneste blad, der fra starten skrev, at Karl var uskyldig i politiets anklager – Dagbladet Vestkysten udråbte ham som skyldig på forsiden (18. marts 1983: »Havnearbejderleder gav grønt lys til sabotagebrand«), hvilket jo unægtelig havde en noget større effekt; for ikke at tale om statsministeren, der i TV talte om havnearbejdernes gangstermetoder.

Politiet påstod, at to andre havnearbejdere havde sagt, at Karl havde givet dem besked på at brænde KFK af. Retssagen afslørede nu, at der kun var én havnearbejder, der havde sagt det.

Og sagen faldt kun, fordi den pågældende i det afgørende retsmøde sagde, at det var Kasper fra Rejseholdet, der havde fået ham til at henvise til Karl Jørgensen, måske med løfte om mildere straf (men de blev nu dømt til fem års fængsel hver).

Det var en stor dag, da den offentlige anklager lod sagen mod Karl Jørgensen falde med en sur bemærkning i retten. Bagefter var der en kæmpefest i Stadionhallen med tusindvis af deltagere, ikke alene fra Esbjerg.

Men da havde Karl siddet inde i år.

Det fremgik af retssagen, at politiet havde foretaget telefonaflytning, fortrinsvis af den brandstiftende havnearbejder. Det blev sagt flere gange i retssalen, men også at man ikke havde fået noget i aflytningen, der pegede på Karl Jørgensen.

Politiets forklaringer i retten var mildest talt usammenhængende. Nu kan man så se, at politiet også aflyttede Karl, om der var dommerkendelse på det, ved jeg ikke, jeg husker kun, at der var det i det første tilfælde.

Men beretningen viser, at PET’s arkiv indeholder oplysninger om telefonaflytning af Karl Jørgensen, men at det ser ud til, at det var kriminalpolitiet der foretog den.

Aflytningen blev etableret den 11. februar, og på det tidspunkt var det Esbjerg politi, der stod for efterforskningen. Altså et tæt samarbejde mellem det lokale politi og PET – ikke underligt, men blot en bekræftelse på, at man ikke skal se Efterretningstjenesten overalt, de lokale strømere kan også klare sagen. Det kan også ifølge beretningen have været Rejseholdet, der foretog aflytningen.

Isolationsfængslingen betød et knæk for Karl, han var et ret følsomt gemyt (der kunne finde på at skrive digte). Han forlod havnen, hvor han ellers havde arbejdet i mange år. Der var også noget med Jehovas vidner.

For ikke så længe siden mødte jeg ham i Brugsen – efter 25 år, det viste sig, at vi ikke bor så langt fra hinanden nu, så der er nok et par småting, der skal opklares efterfølgende, selvom det blev til en længere brugssnak den dag.

Havnearbejderstrejken var altså starten på statens første veldokumenterede forsøg på at kontrollere arbejderklassens kamp til den mindste detalje.

Hermed skete der et brud på den klassesamarbejdslinie, der var blevet lagt med Septemberforliget i 1899. Ikke at staten ikke havde grebet ind med politi adskillige gange, ligesom der var adskillige indgreb i overenskomstforhandlingerne, men udvidelsen af efterretningsvæsenet arbejde til også at omfatte den faglige kamp er en klar udvidelse af statens kontrol, typisk på et tidspunkt, hvor Schlüter-regeringens autoritet var sat under pres.

Før og efter havnearbejderstrejken

Statsmagtens indgreb og forsøg på kontrol var således langt større under havnearbejderstrejken end før. Nok var der politiindgreb under BT-konflikten, under Scaniadam og på Esbjerg Havn tre gange i 1978, og der var en vis mobilisering blandt lokale fagforeningsledere, men den havde centrum i Fællesorganisationen, så den fik aldrig den militans, der prægede havnearbejderstrejken.

Sidstnævnte var også betydelig farligere for statsmagten og regeringen, idet den i sidste ende satte spørgsmålstegn ved regeringens forbliven. At politiet var med på beatet, viser PET-kommissionens beretning om den følgende blokade mod La Cabana, om HT-konflikten i 1984 og om overenskomstkonflikten i 1985 – det der normalt kaldes Påskestrejkerne – flere dages demonstrationer med hundredtusindvis af mennesker, ikke bare på Christiansborg Slotsplads, men i en række byer landet over.

Man kan derfor uden at overdrive sige, at det var de mest omfattende proteststrejker siden folkestrejken under 2. Verdenskrig.

Men PET’s materiale om Påskestrejkerne er blevet makuleret, så hvad ved man i virkeligheden?

Et særligt kapitel er PET’s overvågning af Tillidsmandsringen, hvor det hedder: der er intet, der tyder på aflyst på grund af deres tilknytning til Tillidsmandsringen eller deres involvering i faglig aktivitet.

Vi er beroliget – navnlig når visse dele af det materiale som kommissionen skulle bruge er blevet makuleret! Der er også omtale af Preben Møller Hansen (der fylder en halv doktordisputat), af DKP/ml’s Revolutionær Fagopposition, Revolutionære Socialisters Forbund og KFML (senere KAP).

Bro til Harwich

Men jeg foretrækker at slutte med en god PET-historie: Blandt sine mange konspirationsteorier udviklede PET omkring 1980 også den, at det var det sovjetiske efterretningsvæsen, KGB, der stod bag den propaganda mod EU, der blev udspredt af bladet Det ny Notat.

At samme blad lavede en sommerspøg opfattede PET ret så alvorligt. Bladet udsendte i noget, der lignede det officielle EU-blad, EF-avisen, en omfattende EU-trafikplan, der gik ud på at bygge en bro mellem Harwich og Esbjerg.

Jeg kan godt huske at jeg trak en del på smilebåndet den sommer, det ville jo blive en bro på en små tusind kilometer!

Men en PET-mand skrev, at det nok var sovjetisk desinformation. Metoden var nemlig »velkendt og ofte brugt af KGB«. Denne bestod i følgende: Man udgiver et eller andet officielt udseende dokument, som tilsyneladende er ægte, og som indeholder et emne, som udstederen af dokumentet naturligt beskæftiger sig med, fordrejer emnet let, og opnår en virkning, som er til fordel for fremstilleren af det falske dokument.

Men det er jo næppe en afsløring, at humorens våben står politimagten noget fjernt.

Afslutningsvis og opsummerende kan man konstatere: Perioden betød en voksende aktivitet i arbejderklassen og protest mod Schlüter-regeringens politik – i forlængelse heraf så man PET’s stigende engagement i arbejdernes faglige kamp. Og det tilmed i en periode, hvor EDB-registrering ikke var trængt igennem som i dag.

Man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man ser PET’s paranoide og forvrængede verdensbillede. Det ville være god underholdning – hvis det ikke lige var fordi, tjenesten har videregivet dette verdensbillede til beslutningstagerne, og at der rent faktisk er blevet truffet vidtgående beslutninger på grundlag af det, til skade for mennesker og demokrati.

Endelig kan der være grund til at minde om, hvordan talrige regeringer har forsikret om, at registrering i PET ikke finder sted alene på grund af lovlig politisk virksomhed.

Men vi lever som bekendt i et land hvor ganske meget er ulovligt – selv om der ikke er lovgivet mod det. Eller selvom der ikke er nogen domstol, der har udtalt sig. Dengang som nu.

Stig Hegn er medlem af redaktionen for det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet, hvor artiklen tidligere har været bragt i februarnummer 2010.