– Jamen, det oplyser vi slet ikke om.
Sådan er ordene fra den militær–juridiske rådgiver i Hærens Operative Kommando, Rolf Verge, på et spørgsmål om, hvor mange penge en familie får, hvis danske soldater i Afghanistan kommer til at dræbe familiens barn.
Spørgsmålet kommer efter, at det nu er kommet frem, at amerikanske NATO–styrker i Helmand–provinsen i det sydlige Afghanistan betaler efterladte til et dræbt barn mellem 1.500–2.500 dollars. Det svarer til mellem 8.241–13.735 danske kroner.
Senest kan avisen The Observer afsløre, at den britiske hær i Afghanistan i gennemsnit betaler omregnet 23.812 danske kroner til forældrene til et dræbt barn.
Rolf Verge er ikke klar over, at de britiske og amerikanske pengebeløb er offentliggjort.
– Men vi har under alle omstændigheder valgt ikke at offentliggøre vores beløb, selvom Danmark også betaler erstatning til efterladte og ofre for skader. Vi tager hensyn til familierne dernede, og beskytter dem mod Taleban, der kræver skat af de beløb, vi udbetaler, siger han.
Han understreger, at den danske bataljon i Afghanistan har oplyst, at det flere gange er sket, at Taleban er troppet op hos familier, og har krævet skat af det beløb, de har fået udbetalt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96