Modkrafts læsere har i sidste måned kunne deltage i en afstemning udskrevet af Danmarks progressive portal. Brugerne har kunnet stemme mellem fire kandidater som januars »progressive ansigt«, nemlig Jaleh Tavakoli fra foreningen Frit Iran, Karina Lorentzen, retspolitisk ordfører for SF, Marc Jørgensen, formand for Retshjælpen Rusk, og Karen Henriksen fra Palæstina Initiativet.
Det var den sidste, der fik de fleste afgivne stemmer blandt Modkraft-brugerne - i skarp konkurrence med Marc Jørgensen. De to kandidater løb med langt hovedparten af stemmerne - omkring firs procent af alle, faktisk - og kun tre stemmer adskilte dem ved fintællingen på Modkrafts redaktion.
SF’s retspolitiske linje med krav om straf til internetbrugere, der besøger hjemmesider, der opfordrer til terror, har til gengæld ikke mødt megen forståelse blandt Modkrafts brugere - i hvert fald ikke bedømt efter antallet af stemmer, der blev sat ved Karina Lorentzens kandidatur. Hun modtog ikke en eneste stemme, mens Jaleh Tavokoli kunne hente omkring 20 procent af stemmerne.

Karen Henriksen reagerer noget skeptisk, da hun hører at hun har vundet afstemningen.
– Kampen for et frit Palæstina er ikke for solister. Jeg synes prisen bør gå til Palæstina Initiativet, siger hun til Modkraft.
Modkrafts læsere peger alligevel på Karen Henriksen, som én kalder en »ihærdig ildsjæl« og «gudbenådet indpisker«.
Karen Henriksen har i den sidste uge af februar været i Palæstina som medlem af en delegation under fagforeningen 3F. Uddelingen af prisen for januars progressive ansigt kunne derfor først finde sted mandag den 1. marts.
Palæstina Initiativet er stiftet i 2006 som en paraplyorganisation med det formål, at samle grupper der kæmper for et frit Palæstina. Initiativet står bag en række aktioner, senest en landsdækkende lyskampagne, der i januar markerede 1-året for Israels militære operationer i Gaza.
Det er Karen Henriksens indsats i den kampagne, der har udløst læserprisen i Modkraft-konkurrencen.
– Selvfølgelig var det en kold fornøjelse at stå der med stearinlys i januarmørket, siger hun.
– Men jeg fornemmer stor interesse for aktionen. Med Israels angreb på Gaza mellem jul og nytår 2008 tror jeg, at danskerne nåede en grænse for, hvad de ville finde sig i.
Derfor har Palæstina Initiativet en række nye aktioner på tegnebrættet. Til maj planlægges en kampagne, hvor rekonstruktioner af Israels såkaldte sikkerhedsmur skal stilles op i byer landet over.
Det skal få danskerne til at reflektere over, hvordan det er at leve i besatte områder omgivet af checkpoints.
Palæstina Initiativet arbejder desuden på kampagne med opfordring til boykot af israelske varer. Den skal rettes mod de forbrugere, der eksempelvis køber israelske appelsiner i Netto. Men erhvervslivet vil også kommer under kritik lup af aktivisterne.
– Alt for mange firmaer profiterer på handel med Israel, så der er rigeligt at tage sig til, siger Karen Henriksen.
Modkrafts brugere får snart mulighed for igen at deltage i en konkurrence om februar måneds progressive ansigt. Brugerne, der mailer en stemme ind til redaktionen, får mulighed for at vinde to biografbilletter - udtrukket ved lodtrækning blandt alle indsendte stemmer.
I den første afstemning, der løb gennem hele februar måned deltog 100 læsere, helt præcist - og den heldige vinder af to biografbilletter blev Bente Lildballe.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96