Fredag den 19. februar var den amerikanske imam Sheikh Khalid Yasin inviteret til at tale i Korsgadehallen på Nørrebro i København. Foredraget var arrangeret af foreningen VIOMIS - Viden Om Islam.
Sheikh Khalid Yasin er fra Brooklyn i New York og tidligere bandemedlem. Titlen på foredraget var »From gang member to consious muslim« : Fra bandemedlem til bevidst muslim.
I sit oplæg rådede imamen unge danske muslimer til, at holde sig væk fra bandemiljøet og han talte om et »islamisk alternativ til bandekriminalitet og korruption«.
Modkraft har talt med Jaleh Tavakoli, som er borgerrepræsentant for Enhedslisten i København. Hun var tilstede ved begyndelsen af foredraget, og hun mener ikke, at imamen er den rette til at vejlede de unge på Nørrebro.
– Det kan godt være at han har en erfaring fra bandeverdenen, men han er slet ikke gearet til at vejlede unge på Nørrebro. Dette er et socialt problem og skal løses socialt og ikke religiøst, siger Jaleh Tavakoli.
Men han blev inviteret som tidligere bandemedlem for at tale om konsekvenserne ved bandekriminalitet og bandemiljøet. Er det ikke noget de unge kan bruge?
– Man skal huske på at en del af disse unge føler sig marginaliserede og diskriminerede i det danske samfund. Bandekriminaliteten kan ikke løses af en religiøs figur, der bare siger at det er haram [arabisk/islamisk udtryk, der betyder syndigt. red.] Abdul Wahid Petersen og andre imamer har prøvet det før, og det hjælper ikke, siger hun.

Jaleh Tavakoli tog til foredraget sammen med sin mand. Hun havde set youtube klip af Sheikh Khalid Yasins tidligere oplæg, og parret ville konfrontere imamen på grund af hans udtalelser.
– Jeg havde sammen med min mand forberedt nogle kritiske spørgsmål for at konfrontere Sheikh Khalid Yasin med hans udtalelser om kvinder, homoseksuelle og aids, siger Jaleh Tavakoli.
– Imamen har udtalt, at aids er designet af USA og at homoseksuelle skal dømmes til døden. En sådan ekstremistisk og polariserende figur synes jeg ikke skal tale til vores unge.
Jaleh Tavakoli mødte op til foredraget i Korsgadehallen på Nørrebro i håb om at optage foredraget og sine kritiske spørgsmål. Mænd og kvinder sad adskilt til foredraget. Da lokalpolitikeren fra Enhedslisten ville sidde ved siden af sin mand - og ikke i den kvindelige række - opstod der et skænderi med arrangørerne.
Arrangørerne fra VIOMIS bad hende sætte sig hos kvinderne eller bagerst i lokalet, hvis hun ville sidde sammen med sin mand. Dette nægtede Jaleh Tavakoli, hvorefter hun blev mødt med skældsord og trusler fra nogle af tilhørerne.
– Jeg følte mig især truet af en mand i trediverne, der sagde at han ikke selv ville røre ved mig, da det er syndigt, men at han ville sende en karate kvinde efter mig, fortæller Jaleh Tavakoli.
Jaleh Tavakoli understreger, at hun ikke er vred på deltagerne ved mødet. Til gengæld er hun arrig på arrangørerne, der ifølge hende er med til at reproducere et ortodokst og reaktionært syn på samvær mellem kønnene.
Skal man som deltager ikke respektere de præmisser, arrangørerne sætter for et arrangement?
– Hele denne kønsopdelingstanke er en vrangforestilling. Muslimske mænd og kvinder sidder side om side i busser, i toget og på arbejdspladser, hvorfor skulle det være anderledes til et offentligt møde, spørger Jaleh Tavakoli.
Hun har nu bedt politiet vurdere, om der er grundlag for at rejse sigtelse på baggrund af den lydoptagelse, som hun optog under mødet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96