Annonce

23. februar 2010 - 12:13

Folketinget bag social dumping

I Tordenskjoldsgade 7–9, tæt ved Folketinget, er håndværkere i fuld gang med at renovere en bygning, som skal bruges til lejligheder til Folketingsmedlemmer fra Jylland og Fyn.

Murerarbejdet udføres af underbetalte tyske murere, som arbejder for firmaet CC Fliser. Hver enkelt murer har eget momsnummer og optræder derfor som et selvstændigt firma, de såkaldte »arme og ben–firmaer«.

Med den konstruktion omgår firmaet skattelovgivningen, sætter overenskomsten ud af kraft, tilsidesætter sikkerhedsreglerne og forhindrer, at murerlærlinge kan få læreplads på byggeriet, konstaterer Henrik Lippert, formand for Bygge–, Jord– og Miljøarbejdernes Fagforening.

– Det er katastrofalt, at Folketinget, som ejer den her bygning, på den her måde er med til at omgå regler og overenskomster, siger han.

Fagforeningen har kontaktet alle fem medlemmer af Folketingets præsidium og inviterede dem til møde i går.

En gruppe på omkring 25 arbejdsløse bygningsarbejdere mødte ved middagstid personligt op på Thor Pedersens kontor. Han er formand for Folketinget, men var ikke tilstede. Den eneste fra præsidiet, som havde tid til at mødes med de arbejdsløse, var Holger K. Nielsen fra SF.

– Det er fuldstændig uacceptabelt, at Folketinget dumper på sociale forhold, erklærede Holger K. Nielsen på mødet med de arbejdsløse.

Han lovede at rejse sagen på præsidiets møde i morgen.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Læs også Arbejderens reportage »Bygningsarbejdere på besøg hos bagmændene«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce