Massefyringer, nedskæringer og udsultning af det offentlige sundhedsvæsen - nogle må stå til ansvar!
Det mener fagforeningerne på sundhedsområdet, som tirsdag den 23. februar flytter kampen om sundhedsvæsenet ind på Christiansborg for at tvinge de ansvarlige politikere til at forholde sig den sygehuskrise, der hærger især hovedstadsregionens hospitaler netop nu.
– Vi vil gerne fortælle politikerne, hvad det gør ved de ansatte og patienterne, når der bliver skåret så voldsomt, siger Karen Stæhr, formand for FOA’s Social- og Sundhedssektor.
Det skal ske på en høring, hvor FOA, Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger, Overlægeforeningen, Sundhedskartellet og HK/Kommunal har inviteret sundhedsminister Jakob Axel Nielsen til at diskutere udviklingen med sundhedsøkonomer og faglige eksperter.
– Politikerne kan ikke blive ved at love bedre behandling og frit valg på alle hylder uden at betale regningen, siger Overlægeforeningens formand, Erik Kristensen.
Høringen er det første initiativ i den fælles faglige kamp mod regeringens angreb på sundhedsvæsenet, som FOA bebudede i sidste måned. Fagforeningerne håber blandt andet at kunne placere det politiske ansvar for nedskæringerne på høringen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96