Flere og flere børn mellem 15 og 17 år smides bag lås og slå i voksenfængsler over lang tid.
Det er uholdbart, understreger Institut for Menneskerettigheder (IMR).
– Børnene har særlige behov, som voksenfængsler og arresthuse ikke nødvendigvis er indrettet til at tilgodese. Det er en uholdbar situation, hvis børn havner i voksenfængsler. Man må spørge sig selv, hvilken form for frihedsberøvelse man skaber for disse børn, siger Peter Scharff Smith fra Institut for Menneskerettigheder.
Nye tal fra Kriminalforsorgen viser, at der sidste år var 74 børn som sad mellem 31 og 180 dage i voksenfængsler. I 2007 og 2006 var antallet af børn i voksenfængsler det halve - nemlig henholdsvis 37 og 36.
Ifølge Børnekonventionens (som Danmark har underskrevet, red.) artikel 37 skal frihedsberøvede børn holdes adskilt fra voksne og beskyttes bedst muligt.
Hvis justitsministerens forslag om at sænke den kriminelle lavalder til 14 år bliver vedtaget, vil endnu flere børn blive straffet med frihedsberøvelse.
– Det er et brud på FN’s konvention om Barnets Rettigheder, at sætte børn i fængsel sammen med voksne, siger Lars Emil Andersen, forstander på Region Midtjyllands sikrede døgninstitution Grenen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96