Annonce

8. februar 2010 - 14:31

Modkraft er blevet stueren

Modkraft.dk bliver i stærkt stigende grad citeret af andre medier. I løbet af de seneste år har den progressive portal forvandlet sig fra undergrundsfænomen til en fast del af den journalistiske fødekæde i Danmark. Over hundrede gange om måneden bliver nyheder fra Modkraft omtalt i landsdækkende dagblade.

Det viser en søgning i avisdatabasen Infomedia, foretaget af Mediebureauet Monsun for Modkraft, som i disse dage fejrer sine første 10 år på nettet.

– Modkraft er blevet stueren. Før blev vi stemplet som en »autonom hjemmeside«, men nu har vi vundet anerkendelse som en nyhedsside for det progressive Danmark, siger Ulrik S. Kohl, redaktør for Modkraft.

Modkraft er »autonom propagandacentral«

Politikere fra Dansk Folkeparti er ellers tit faret i flæsket på Modkraft. Eksempelvis har folketingsmedlem Søren Krarup kaldt Modkraft for »de autonomes propagandacentral«. Men nye tal tyder på, at Modkraft bliver set som mere og mere stueren af journalister i mainstream-pressen.

Ifølge Infomedia var der i Modkrafts første leveår – år 2000 – ingen dagblade, der citerede Modkraft. I 2005 var der 67 henvisninger til det venstreorienterede netmedie. Men i løbet af de seneste 12 måneder har der været ikke mindre end 1.247 henvisninger til enten Modkraft eller Modkraft.dk – heraf over hundrede i den første måned af 2010.

– Modkraft har opnået sin nye rolle som resultat af en klar kurs, hvor sunde journalistiske principper vejer tungere end at vifte med ideologiske faner, mener Ulrik S. Kohl, der er glad for den positive udvikling.

I de første uger af 2010 har danske dagblade citeret Modkraft for historier om Blekingegade-sagen, tegneren Kurt Westergaard, SF’s afdøde næstformand Jakob Nørhøj, en ny Dansk Folkeparti-kritisk radiokanal og den terror-sigtede solidaritetsforening Oprør.

JPEG - 31.1 kb
Omkring 600 læsere fejrede i weekenden Modkrafts 10 års fødselsdag i kulturcenteret Støberiet i København. Her overrækker portalens stifter Mikkel Skov Petersen årets Modkraft-pris. Prisen, der er skabt af grafiker Leo Scherfig, gik til Modkrafts afdøde redaktør Martin Lindblom og hans familie. Foto: Mark Knudsen/Monsun
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce