Svenske skraldemænd i Stockholm har siden et fagligt møde onsdag den 3. februar arbejdet slavisk efter arbejdsmiljøreglerne. Resultatet er, at store skraldemængder ophobes i den svenske hovedstad og nu truer med at skabe kaos.
Læs artiklen »Kommer stå mängder av sopor i Stockholm« på dn.se (svensk)
Skraldemændenes arbejd-efter-reglerne-aktion skyldes, at renholdningsselskabet Liselotte Lööf af Arbetsdomstolen har fået lov at ændre aflønningsformen. Skraldemændenes løn er overgået fra akkordberegning til fast månedsløn. Det betyder ifølge skraldemændene en lønnedgang fra 30-32.000 til 29.600 kroner.
Skraldemændene har accepteret afgørelsen, men har samtidigt besluttet at arbejde slavisk efter arbejdmiljøreglerne.
– Hvis arbejdsgiverne ensidigt kan bryde en lønaftale, må vi kollektivt begynde at tænke på vores arbejdsmiljø, siger Peder Murell til den svenske avis Dagens Nyheters hjemmeside.
Skraldemændene henter derfor ikke skrald de steder, hvor sneen ikke er skovlet bort, hvor der ikke er gruset eller hvor der ligger snedriver - eller hvor arbejdsforholdene på andre måder ikke lever op til arbejdsmiljøkravene.

Skraldemændenes aktion har udløst solidaritetsreaktioner på den faglige venstrefløj i Danmark.
Facebook-gruppen Faglig Update, der opstod som en informationsgruppe for de aktionerende skraldemænd fra renovationsfirmaet HC Svendsen, der blandt andet blokerede Vestforbrændingen i efteråret 2009, har udsendt en opfordring til at sende solidaritetserklæringer til den svenske skraldemænd.
Ifølge Mattias Tesfaye, faglig sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København, er et organiseret støttearbejde endnu ikke undervejs.
– Jeg har lovet at informere om konflikten her i Danmark. Hvis der så bliver brug for mere hjælp vil det nok ske gennem de internationale kontakter, der allerede eksisterer mellem transportarbejdere, siger han til Modkraft.dk.
Er der ved at ske en forandring i solidaritetsarbejde med de nye sociale og elektroniske medier?
– Informationerne kommer nok hurtigere ud, men hvis der er brug for støtte til skraldemændene vil det stadig skulle ske på andre måder end ved at sidde bag en skærm, siger Mattias Tesfaye.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96