DONG’s colombianske kulleverandør i Cerrejn–minen skal ikke slippe af sted med en rapport, der hvidvasker arbejdsforholdene.
De colombianske kularbejdere og deres fagforening Sintracarbon skal også høres, fastslår 3F:
– Hvis de ansatte i kulminen og deres fagforening synes det er en god idé, vil vi lave vores egen rapport, hvor de kommer til orde og beskriver forholdene i minen. Disse oplysninger kan vi så sammenholde med den rapport, som DONG har bedt mineselskabets ledelse udarbejde, siger Steen Andersen, næstformand i 3F.
Den journalistiske vagthund DanWatch afslørede i sidste uge, hvordan colombianske kularbejdere bliver dødssyge af arbejdet i den colombianske mine. Arbejderne får blandt andet lungekræft af at indånde støvet fra kullene.
DONG har nu bedt det colombianske mineselskab komme med en rapport om forholdene i minen. Fagforeningen 3F – der organiserer arbejderne på DONG`s danske kulkraftværker – advarer den danske energigigant mod at glemme deres colombianske kollegaer.
– DONG holder liv i den colombianske mine ved at købe deres kul. Derfor har DONG en moralsk forpligtelse til, at det foregår på en ordentlig måde. Det er oplagt at vise solidariteten over grænserne i denne sag. DONG er en dansk virksomhed. Derfor er vi forpligtet til at støtte op om de colombianske arbejderes kamp for ordentlige vilkår. DONG kan gøre en forskel, hvis de vil, siger Steen Andersen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96