Med sine 120 meter mørk beton tårner Herlev Hospital sig op som en enorm fabriksskorsten mod den gråhvide vinterhimmel. Brungult lys fra vinduerne i tårnets mere end 600 sengestuer blinker strømmen af sygeplejersker på vej mod hospitalet i møde.
Det er sidst på eftermiddagen, og tid for aftenvagterne at møde ind. Normalt vil de spredes ud i hospitalets organer gennem årer af gange og elevatorskakte. Men i dag er de alle på vej mod hjertet: 500 ud af 4000 job skal amputeres. 150 står til direkte fyring, og der er stormøde for sygeplejerskerne i stueetagens aula.
– Vi er efterhånden vant til at skulle løbe hurtigere og knokle hårdere efter hvert budget, men vi er ikke vant til, at så mange mister deres arbejde. At det pludselig er en selv eller en kollega, der ikke skal møde ind på hospitalet mere, indleder kredsnæstformand for Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden, Vibeke Schaltz, mødet.
Oppe fra de fyldte pink og rødmalede tilhørerrækker følger 2-300 sygeplejersker opmærksomt med.
Nogle kommer fra dagvagten i hvide kitler og røde fagforeningsnåle, mens andre er mødt ind til aftenvagten eller fra fridag og barsel.
Fælles for dem er udtrykket af afmagt, bekymring og vrede. Der hænger en kvalmende nervøsitet i luften.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96