Mindeord: How I wish you were here

Jakob Nørhøj, min ven og partikammerat, er pludselig død, alt for tidligt i en alder af 33 år. Han efterlader sig sønnen Daniel, hvis tab er ubærligt og urimeligt.

Jakobs liv var politisk. Han var tidligere formand for SFU og blev i 2005 valgt som næstformand i SF, da han som Søvndals mand vandt et kampvalg i Hovedbestyrelsen. Dengang var én af de centrale politiske kamppladser i SF hele EU-spørgsmålet og eftersom Jakob tilhørte den del af partiet, der var modstander af EU’s forfatningstraktat - fordi den i hans øjne hverken var rød, grøn eller nok præget af global ansvarlighed - så var det et valg, som blev bemærket.

I takt med at dén skillelinie ikke længere er den definerende i SF og i takt med, at SF blev et stadig mere fælles projekt i de første år efter Søvndals valg som formand, udviskedes betydningen af EU-positionen. Jakob formåede under alle omstændigheder at være afholdt og respekteret, også af dem, der ikke deler hans ideer og mål til fulde.
’

Jakob Nørhøj, 1976-2010

Hans milde og næsten ydmyge personlighed, der dog ikke forhindrede ham i at slå fra sig, var træk, der blev sat pris på, og en finurlig humor var ofte dejlig afvæbnende.

Som næstformand for et parti, der gennemgår store politiske og organisatoriske forandringer i disse år, var det ikke uden politiske og personlige udfordringer for Jakob. Jakob forestod organisatoriske opgaver i SF. At være én af dem, der står i spidsen for en forandringsproces, der skærper forholdet og udfordrer balancen mellem markante holdninger i SF, er ikke den mest taknemlige opgave, man kan have.

Heller ikke selvom man brænder for sit partis sag, som Jakob brændte for SF. Han brændte på en næsten kærlighedsagtig måde, og det var en kærlighed, der ikke var uden omkostninger, fordi den uvægerligt indebar en masse valg, en masse slid og en masse modstand.

Den politiske orientering var for Jakob altid international og de seneste år brugte han desuden tid på at opbygge kontakter og netværk blandt de rød-grønne partier i Europa, ligesom han var ganske vidende om den politiske udvikling i Rusland og Østeuropa.

Jakob havde ambitioner, i bedste forstand. Nemlig for venstrefløjen og hvad vi som politisk projekt skulle gøre for at styrke menneskets frihedsprojekt, gøre ved verden og skabe for fremtiden.

Det var ikke behovet for selv at stå på talerstolen, der drev Jakob. Nej det var ambitionen om at skabe politiske forandringer, om at flytte magt og ressourcer til gavn for de ganske almindelige mennesker, i Danmark og resten af verden.

Han var venstrefløjsmand, også i de år, SF var åbenlyst præget af højre-venstrefløjsfraktioner. Det var da også ham, der sparkede til Pernille Frahm og jeg for, at vi skulle skrive en bog. En bog om venstrefløjens projekt i Danmark, EU og globalt, om behovet for gentænkning af demokrati, politisk regulering af økonomien, om globale magtforhold og sociale bevægelser.

Dén bog blev aldrig til mere end kladder, men hvor var det vidunderligt at diskutere og udvikle tanker om det, der for alvor talte politisk for os. Nu kan jeg kun ærgre mig over, at vi ikke gjorde den færdig, ikke kun fordi Jakob ikke er her mere, men også fordi den aktuelle udvikling i SF kunne gøre det sværere at skrive netop dén bog.

Hans liv var ikke altid let. Jeg fristes til at forfalde til en kliché om en skrøbelig sjæl i et sårbart legeme. Jakobs liv var meget langt fra en kliché, men det var ikke nemt og ukompliceret og livet har slidt unødigt hårdt på ham. Det kunne være ret hårdt at være ven(inde) og vidne til, men det særlige var, at Jakob stadig formåede at ville være til opmuntring og støtte sine omgivelser.

Heldigvis var Jakobs liv meget andet end politik. Det var hans dejlige søn som Jakob på trods af en vis geografisk afstand fastholdt et tæt og kærlighedsfuldt forhold til. Og det var musikken. Både som aktiv udøver og med et nærmest nørdet forhold til vinyl-plader. Måske meget sigende for Jakob: han holdt fast i det, som gav musikken mest sjæl og lyd.

Det river i brystet at skulle sige farvel til én, man har delt tanker, politiske planer og timer med. Og som siger farvel til denne verden på et tidspunkt, hvor alt det, han gerne ville se ske, først skal til at begynde for alvor. I din Pink Floyd ånd: How I wish you were here.

Ære være dit minde, min ven og kammerat.

Trine Pertou Mach er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og folketingskandidat for SF.