Kl. 00.29
Med mindst 969 frihedsberøvede demonstranter blev lørdag den 12 december en historisk dag i retspolitisk forstand.
Et par håndfulde militantes oplæg til konfrontationer blev af politiet udnyttet til en knivtangsmanøvre, hvor hundredvis af tilfældige demonstranter blev præventiv anholdt.
Modkraft stopper opdateringen af dagens demonstrationer.
Kl. 00.23
DR.dk skriver at der har været optøjet i »klima-fængslet« i Valby:
»Inden i fængslet har flere af de tilbageholdte blandt andet revet gittervægge ned i de metalbure, som de er anbragt i. Flere bænkene fra burene er blevet fjernet, og de tilbageværende sidder nu på gulvet.
Under tumulten tog politibetjente et par politihunde med ind i hallen, men fortrød og gik ud med hundene igen, fortæller flere af de lødsladte demonstranter«, skriver DR.dk.
Kl. 23.46
En kilde oplyser til Modkraft, at de demonstranter som bliver løsladt fra »klima-fængslet« i Valby lørdag aften bliver kørt i bus til Sjælør Station.
Kl. 23.41
Der har ifølge politiet været tændt flere bål og bygget mindre barrikader i København lørdag aften.
Kl. 23.27
Flere alternative medier har offentliggjort videoer og foto-gallerier fra lørdagens klima-demonstration i København. Se et udvalg her.
Se video hos Indymedia-Italien
Se video og billeder hos Global Project
Se video og billeder hos Indymedia (1)
Se billede-serie hos Indymedia.dk (2)
Se billede-serie hos Indymedia.dk (3)
Se billede-serie hos Indymedia.dk (4)
Se billeder og reportage hos Autonom Infoservice
Se Modkraft.dk’s fotogalleri fra demonstrationen d. 12. december.
Kl. 22.51
Stemningen er blødt op ved en demonstration ved Vigerslev Station lørdag aften. Politiet har henvendt sig til demonstranterne og bedt dem om at forlade stedet. Flere følger opfodringen og begiver sig tilbage mod Nørrebro.
Kl. 22.51
Oplysningen om at politiet har anholdt tæt på 1.000 mennesker i forbindelse med dagens klima-protester chokerer gruppen Forældre mod Politibrutalitet.
– Det er dybt bekymrende, at politiet i den grad går efter kvantitet frem for kvalitet, siger Jeanette Perlt fra Forældre mod Politibrutalitet, da Modkraft.dk oplyser hende om politiets seneste anholdelsestal.
– Vi kan slet ikke forholde os til et så stort tal. Jeg mener jo, at der børe være en mistanke før man anholder. Det kan kun undre, at man vælger at anholde så urimeligt mange, for noget så få har gjort, siger hun.
Kl. 22.38
Politiet befinder sig nu i tunnel nær Vigerslev station. Demonstranterne har trukket sig tilbage. De to grupper befinder sig nu 25 meter fra hinanden.
Kl. 22.35
Demonstranter har brudt politiets afspærringer og en anholdt ved aftenens fange-solidaritets-demonstration i Valby.
Kl. 22.27
Københavns politi oplyser i en pressemeddelelse, at de i forbindelse med klima-protesterne lørdag d. 12. har anholdt i alt 968 mennesker.
Heraf blev 913 anholdt ved knibtags-manøvren under dagens demonstration. Yderligere 55 personer er blevet anholdt nær Christiania.
Kl. 22.17
Politiet har spærret vejen op til »Klima-fængslet« med 20 betjente og fire-fem politibiler. I stedet lader det til at demonstrationen får lov til at komme frem til Vigerslev station, 25 meter fra fængslet.
Modkrafts udsendte fortæller, at den relativt korte afstand mellem demonstrantionen og fængslet gør, at de tilbageholdte godt kan høre solidaritets-arrangementets råb og musik.
Kl. 22.08
– Det er en voldtægt af de demokratiske rettigheder, at politiet anholder så mange mennesker for noget som de ikke har gjort eller været en del af, siger talsmand for »Solidaritetsinitiativet«, Casper Nielsen, til Modkraft.dk.
200 mennesker er ved at være fremme ved detentionen på Retortvej i Valby. Her vil der være taler og musik. På frontbanneret står: »Free all political prisoners«.
Kl. 21.57
Demonstrationen er i bevægelse og folk bevæger sig mod fængslet. Der bliver råbt kampråb på tysk og italiensk.
Kl. 21.45
200 mennesker er samlet på Toftegårdsplads i Valby i protest mod dagens masseanholdelser af klima-demonstranter i København tidligere i dag.
Ved »klima-fængslet«, som rummer metalbure med plads til 350 anholdte, kører busser med anholdte demonstranter frem og tilbage. To busser fyldt med demonstranter er kørt fra området.
Kl. 21.40
Climate Justice Action (CJA) kalder i en pressemeddelelse dagens masseanholdelser for en »kriminalisering af fredelige demonstranter«.
De skriver blandt andet: »CJA ser det som en klar kriminalisering af klimaprotesterne, og mener det var en voldsom overreaktion fra politiets side. Climate Justice Action har været med til at arrangere dagens store klimademonstration«.
– Den her politiaktion var en total overreaktion, og det virker som klar kriminalisering at anholde omkring 700 tilfældige demonstranter til den største klimademonstration nogensinde, udtaler Mel Evans fra netværket.
Kl. 20.18
Politiafspærringen på Amagerbrogade er ophævet. Alle tilbageholdte er enten i Valby eller på vej.
Kl. 19.56
Ifølge politiet er der op mod 900 anholdte efter demonstrationen i dag i København. Flere af de anholdte sidder stadig på Amagerbrogade i strips. Det har de gjort siden politiets masse-anholdelsesaktions kl. 15:30.
Flertallet er dog kort væk i busser. Politiet regner med at alle anholdte er sendt til enten Valby-fængslet eller resten af byens politistationer inden for den næste time.
Kl. 18.30
I en sms opfodrer »Solidaritets Initiativet« til at demonstrere foran »klimafængslet« i Valby lørdag afen.
»Kom og protester mod meningsløse anholdelser af fredelige demonstranter! Vi samles kl 21 på Toftegård plads og går i samlet flok til klimafængslet. Frihed til alle politiske fanger!«
– Folk kan forvente en larme-demonstration med taler mod politistats-metoder, statsrepression og afviklingen af de almindelige borgerrettigheder. Der bliver dog ikke tale om en sort blok, men en fredelig manifestation, fortæller Benjamin Atman fra »Solidaritets Initiativet« til Modkraft.dk.
Kl. 18.26
Yderligere to personer er blevet anholdt. Det er sket i en sidegade til Amagerbrogade for få minutter siden.
Modkraft udsendte fortæller desuden, at en betjent mistede kontrollen over sin hund, hvorefter den løb rundt nær de demonstranter, som sidder i rækker på gaden.
Kl. 18.13
Politiet forklarer i en pressemeddelelse deres anholdelsesaktion på Amagerbrogade i dag med, at de frygtede, at »urolighederne ville udvikle sig,« hvis ikke de greb ind. De uroligheder, som de referer til er flaske- og stenkast samt affyring af kanonslag ved Børsen, Knippelsbro og Udenrigsministeriet. Politiet begrunder også aktionen med at »deltagere i den sorte blok« maskerede sig, knuste ruder og samlede brosten op.
Ifølge flere medier er en betjent blevet ramt i hovedet af en brosten. Det skete efter konfrontationer mellem aktivister og politi ved Christiania tidligere i dag.
Desuden skulle en demonstrant været såret efter at være blevet ramt af en krysantemumbombe.
Kl. 17.51
En Modkraft-kilde fortæller at politiet tidligere på dagen har uddelt tæsk til en gruppe tilbageholdte ved indgangen til Christiania ved Bådsmandsstræde. Episoden fandt sted mellem kl. 16.30-17.00.
Ifølge samme kilde blev aktionen ved Christiania ledet af den legendariske delingsfører Bjarne Christensen. Betjentene skal ved ankomsten til Christiania have råbt taktfaste kampråb, siger kilden.
Kl. 17.36
Climate Justice Action opfodrer alle til at tage til Amagerbrogade og vise deres solidaritet med de anholdte demonstranter, som netop nu befinder sig i strips på lange rækker midt på vejen. Man ønsker desuden at demonstrere ved Københavns Politis »klimafængsel« i Valby senere i aften.
»We encourage people to go to the detention center tonight and show solidarity and act against this repression,« lyder det fra højtalervognen ud over de tusinde af demonstranter som befinder sig ved Bella Center.
Kl. 17.24
Selv om det nu er 2 1/2 time siden de præventive anholdelser begyndte, sidder der stadig tilbageholdte i futtog på jorden. Modkrafts udsendte fortæller, at der er hundekoldt. Han vurderer, at der stadig er cirka hundrede mennesker tilbageholdt på stedet.
Kl. 17.10
Op mod 200 mennesker er dukket op på Amagerbrogade for kræve de masseanholdelser løsladt. De spiller sambamusik og råber: »This is what democracy looks like« og »Let them go!«
Kl. 17.09
Politiet har sendt flere delinger til Christianshavn hvor der er meldinger om optøjer.
Kl. 17.06
Fra højtalervognen i Climate Justice Actions blok bliver der udtrykt solidaritet med de anholdte aktivister tidligere i dag: »We want system change and the right to live in a clean world is a human right«, lyder det. Både denne blok og Climate Justice Network er ved at være fremme ved Bella Center. Der spilles høj musik fra begge blokke.
Kl. 17.01
Der er blevet kastet sten mod politiet omkring Christiania, fortæller en Modkraft-kilde på stedet. En fotograf skal også være kommet i stenkasternes sigte, fortæller han.
Der er desuden blevet affyret tåregas. Politiet er nu massivt til stede ved bagindgangen til Christiania.
Ifølge Ekstrabladet skal en bil ved Christiania være stukket i brand eller forsøgt stukket i brand.
Kl. 16.44
Rasmus Bernt Skovgaard, vicepolitikommisær på stedet, siger til Modkraft.dk, at politiet skred til præventive anholdelser, fordi der blev kastet sten.
– Klokken 14.30 begyndte en sort blok at stimle sammen og klokken 14.40 blev der kastet sten, siger han.
Var kastene rettet mod politi eller vinduer?
– Det kan jeg ikke svare på, men der blev kastet sten.
Han tilføjer, at der desuden var maskerede demonstranter og at en eller flere ruder var blevet knust.
– Så vælger vi tid og sted og foretager de her præventive anholdelser, så den fredelige demonstration kan fortsætte med sit formål, siger han.
Han bekræfter, at der er tale om præventive anholdelser, men at der vil kunne komme flere ting på tale efterhånden som efterforskningen skrider frem.
Rasmus Bernt Skovgaard vurderer antallet af tilbageholdte til 300-350.
Kl. 16.25
Den forreste del af demonstrationen er nu nået til Bella Center. Samtidig er Climate Justice Action’s blok begyndt at bevæge sig igen efter at politiet i en kortere periode havde stoppet dem.
Der er ankommet bybusser fra Ariva og Movia til Amagerbrogade, og de formodes at skulle bruges til at køre demonstranter væk i. Arriva- og Movia-ansatte vil ikke udtale sig om de er blevet ringet op eller skal deltage i politiarbejdet.
Kl. 16.21
Modkrafts udsendte har talt med en af de tilbageholdte, der fortæller at han er medarrangør af den demonstrationsafdeling, der gik foran den bagerste blok.
Han fortæller, at han opdagede, at folk fra den bagerste del pludselig kom løbende op forbi hans demonstrationsdel, og at de derfor undslap anholdelse. Mange af de tilbageholdte er derfor fra den libertærsocialistiske demonstrationsafdeling, fortæller han, en afdeling, der på forhånd har annonceret, at den vil overholde hoveddemonstrationens fredelige koncept.
Han kan også fremvise polititilladelse til fordemonstrationen.
Modkrafts udsendte, der befinder sig ved de tilbageholdte, fortæller at alt går udramatisk for sig.
Kl. 16.09
Jeanette Pearlt fra Forældre mod politibrutalitet mener, at politiets angreb på den bagerste del af demonstrationen var unødvendig.
– Det var et uprovokeret angreb på demonstrationen fra politiets side. Vi har ikke set noget, der giver anledning til det her, siger hun til Modkraft.dk
Ifølge politiet skyldes det, at demonstranterne var maskerede.
– Flere demonstranter havde tørklæde for hage og næse, men det er jo også koldt. Hvis man angreb demonstrationen for det, er man smålig.
Hvad skulle politiet have gjort?
– De burde have varslet det, så folk kunne nå at fjerne maskering eller komme væk fra området. Der var jo børn og gamle i gruppen, der blev angrebet, siger hun.
Ifølge en betjent på stedet er demonstranterne tilbageholdt i henhold til politiloven.
Er det en præventiv anholdelse?
– Demonstranterne var maskerede og der kommer nok mere til, siger betjenten.
Det officielle antal tilbageholdte er ifølge politiet 300-400, skriver politiken.dk.
Kl. 15.44
Der er ifølge politiet på stedet blevet anholdt 90 personer på Amagerbrogade og et ukendt antal i sidegaden Markmandsgade.
Den bagerste del af demonstrationen, der ikke er anholdt er blevet trængt op til starten af Amagerbrogade - hvor de trænges ned langs kanalen til højre.
Kl. 15.37
Politiet er i gang med at sætte deltagerne i den anti-kapitalistiske blok i strips og futtog på Amagerbrogade. Politiet har spærret gaden med flere Hollændervogne og kampklædte betjente har dannet ring om demonstranterne. Folk forholder sig i ro.
Kl. 15.34
Politiets knibtangs-manøvre har delt den anti-kapitalistiske blok i to og resten af det store demonstrationsoptog bliver lige nu forsøgt dirigeret udenom den igangværende politiaktion.
Kl. 15.30
Politiet har isoleret den anti-kapitalistiske blok fra resten af demonstrationen på Amagerbrogade. Hollændervogne er kørt op foran de små 300 personer og af sidegader stormede politi frem og spærrede af bag blokken.
Kl. 15.26
Der er 41 blokke i dagens demonstration. Den anti-kapitalistiske blok gjorde sig bemærket ved at knuse en rude i Danske Bank på Christianshavns Torv og male et cirkel A på samme bygning. Ifølge Ritzau består bagtroppen af demonstrationen af en blok bestående af et par hundrede sortklædte aktivister.
Modkrafts udsendte fortæller dog, at den gruppe som tidligere befandt sig ved Never Trust A COP’s for-demonstration på Højbro Plads, er splittet op og nu har blandet sig med resten af demonstrationen.
Kl. 15.21
»At vi er kommet op på hele 100.000 demonstranter er helt fantastisk. Vi er meget tilfredse. Der er fantastisk stemning overalt på pladsen, og vi regner med at det fortsætter hele vejen til Bella Center. Det her er et signal om folkelig opbakning til en løsning på klimaproblemet, som verdens ledere ikke kan overse«, siger talsperson for demonstrationer Isabel Sande Frandsen i en pressemeddelse.
Under marchen vil der blandt andet være vogne med teater, sambabands, DJs, talrige talere og ikke mindst masser af konfetti, balloner og knæklys. Ved Bella Center vil demonstranterne overrække deres budskab til FN’s chef for topmødet Yvo de Boer.
Kl. 15.09
Ifølge DR er antallet af anholdte nu op på 19 personer. Fire er anholdt for overtrædelse af våbenloven. Herunder en mand, som blev tager med flere kanonslag og to krysantemumbomber på Alextorv.
Kl. 14.54
Over 100 betjente og 15 salatfade har lagt en jernring omkring Udenrigsministeriet, fortæller Modkrafts udsendte og fortsætter; der er mennesker så langt øjet rækker.
I flere omgange har folk angrebet politiet med sten, kanonslag og flasker både ved Børsen og ved Udenrigsministeriet.
Kl. 14.46
Højbro Plads, hvor Never Trust a COP havde indkaldt til demonstration, er ved at være tømt for aktivister. Politiet har gelejdet folk i retning af Christiansborg Slotsplads ved at spørge om folk ikke skulle deltage i den store demonstration.
Der er derfor nu kun enkelte små grupper af aktivister tilbage.
– Jeg vil æde min hat på at det ikke kommer til uro herfra, siger Modkrafts udsendte.
Kl. 14.25
Demonstrationen på Christiansborg Slotsplads er begyndt at bevæge sig. Optoget går i retning mod Christianshavns Torv og ender omkring kl. 16:30 og kl. 17:00 ved Bella Center hvor COP15-topmødet finder sted.
Kl. 14.05
Det venstreradikale netværk Never Trust a COP har samlet flere end 1.000 demonstranter til den anti-kapitalistiske for-demonstration på Højbro Plads. Poltiet er tilstede overalt, men har ikke pakket demonstrationen ind - i stedet befinder de sig i sidegaderne og spredt ud i området.
Kl. 13.55
Ifølge arrangørerne af dagens demonstration er der op mod 100.000 mennesker til dagens arrangement. Det fortæller Modkrafts udsendte.
Kl. 13.36
DR oplyser at antallet af anholdte i dag er oppe på 11 personer, som er kørt til politiets »klima-fængsel« i Valby. De fem er anholdt for overtrædelse af politiloven, fire for at have stoffer på sig, mens to er anholdt for at have overtrådt våbenloven.
Kl. 13.36
DR sender live fra Christiansborg Slotsplads.
Kl. 13.31
Ifølge BT er i alt ni personer blevet anholdt i dag i forbindelse med klimaprotester.
Kl. 13.28
Ifølge Modkrafts udsendte medarbejder er Christiansborgs Slotsplads helt fyldt op af mennesker ligesom sidegaderne og vejene er fyldt med mennesker. Der er taler på engelsk og et sambaorkester gør hvad de kan for at varme de omkring 50.000 fremmødte op.
Kl. 13.10
Der er et par hundrede mennesker er samlet på Højbro Plads, hvorfra det venstreradikale netværk Never Trust A COP, har annonceret en demonstration. Stemningen er afventende og der er en del politi til stede.
Grundlovsforhør i gang
To af gårsdagens anholdte er ved at blive fremstillet til grundlovsforhør i Dommervagten, som foregår bag lukkede døre. Ifølge Modkrafts oplysninger er en amerikansk statsborger blevet varetægtsfængslet i tre uger frem til 4. januar, mistænkt for at have været medstifter af uroligheder fredag den 11. december.
Kl. 11.44
Flere tusind demonstranter, mange klædt i blåt tøj og blå regnslag, har lørdag den 12. december indledt store demonstrationsdag. Bag demonstrationen står det internationale netværk af miljø- og klimaorganisationer Friends of the Earth, som danske NOAH er en del af.
Demonstrantionen startede kl. 10 lørdag formiddag fra Halmtorvet, tæt på DGI-byen, hvor Klimaforum09 holder et alternativt topmøde for den internationale klimabevægelse. Friends of the Earth har på forhånd forventet 5.000 deltagere i aktionen, men Modkrafts udsendte vurderer at der er flere.
Demonstrationen bevæger sig gennem København til Christiansborg Slotsplads i blåt for at visualisere faren for en oversvømmelse af København, hvis den globale opvarmning får vandstanden i verdenshavene til at stige.
Demonstrationen er nu nået til Vester Voldgade og Modkrafts udsendte melder om overvældende deltagerantal og fantastisk god stemning.
Når The Flood, som Friends of the Earths demonstration kalder sig, når Christiansborg Slotsplads vil den blive en del af den internationale massedemonstration, der er indkaldt af over 500 forskellige organisationer, bevægelser, partier og fagforeninger og som forventes at blive den største folkelige manifestation under COP15. Københavns Politi har meldt ud, at man forventer 50.000 deltagere, arrangørerne taler om 100.000 mennesker.
Den internationale demonstrationen, der er indkaldt under parolen »Kloden først - Mennesker først« starter kl. 13. Den vil en time senere bevæge sig gennem gennem byen til Bella Center på Amager, hvor COP15 afholdes. Ud over The Flood er der også fordemonstrationer fra Frue Plads kl. 12.30 og fra Christiania.
Selv om langt de annoncerede demonstrationer er anmeldt og annonceret fredelige, er Københavns Politi særdeles aktive i byen. Lørdag formiddag benytter politiet sig af de såkaldte »visitationszoner« til at kontrollere fodgængere, cyklister og i et vist omfang også biler ved hovedtrafikårerne ind til Københavns centrum. Modkraft har observeret visitationer af ved Dronning Louisesbro, Åboulevarden og ved Danasvej.
To personer fra Gadens Førstehjælp er til formiddag blevet anholdt, da de deltog i demonstrationen The Flood, arrangeret af Friends of the Earth.
De to førstehjælpere ventede på at demonstrationen skulle gå af sted fra Halmtorvet, da de blev visiteret af politiet og efterfølgende anholdt.
Ifølge Politiken.dk blev skete anholdelserne, da politiet fandt gasmasker og andet beskyttelsesudstyr hos førstehjælperne.
Det kan politiets pressecenter endnu ikke bekræfte.
– De kan have været i besiddelse af nogle ting, som man ikke tager med til en almindelig, fredelig demonstration. Det kan være gasmasker eller lysstofrør og balloner med maling, men jeg ved det ikke, siger vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen til Modkraft.dk.
Gadens Førstehjælp har forud for COP15 været til møde med politiet. Her er de blevet lovet, at betjentene på gaden ville blive informeret om, at førstehjælperne er til stede med et lovligt formål.
Gruppen har også mødtes med akutberedskabet i København for at koordinere, hvordan de kan komme til ambulancer, hvis der skulle opstå gadekampe under topmødet.
Alle Gadens Førstehjælpere er uddannede til arbejdet, og har været fast til stede ved demonstrationer i adskillige år.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96