Selv om der dræbes mellem 40 og 100 faglige tillidsfolk i Colombia hvert år, er det kun to procent af mordene, der bliver opklaret og ender med domfældelse.
– Colombia er verdens farligste land for tillidsfolk og medlemmer af fagforeninger. Vi håber at kunne være med til at sætte fokus på problemerne og forstærke støtten til de fagligt aktive, også på regeringsniveau, siger Steen Andersen, næstformand i 3F.
Forbundet stifter derfor nu initiativet Fagligt Colombia Fokus på en konference i København mandag den 7. december i samarbejde med 3F Region Hovedstaden.
Fagligt Colombia Fokus vil støtte faglige og sociale organisationers kamp for at sikre menneskerettighederne i det borgerkrigshærgede land, skriver 3f.dk.

Konferencen vil få besøg af både fagligt aktive colombianere og børn af ofre for forbrydelserne.
Yessika Hoyos, hvis far blev myrdet af paramilitære soldater i 2001 på grund af sit faglige engagement, deltager på konferencen. Yessika Hoyos var i 2007 med til at danne organisationen »Sønner og døtre mod straffrihed«.
Organisationen samler børnene af ofre for politisk motiverede drab i Colombia og kræver et opgør med de voldelige overgreb.
Desuden deltager Domingo Tovar, der er generalsekretær i Colombias faglige landsorganisation, CUT. Han har flere gange været udsat for trusler og mordforsøg.
Ifølge Amnesty International er paramilitære grupper ansvarlige for langt de fleste mord på fagligt aktive i Colombia.
Der er flere eksempler på, at myndighederne og regeringen i Colombia samarbejde med disse grupper. 60 medlemmer af Colombias parlament har været anholdt og mistænkt for at samarbejde med paramilitære enheder.
Gennem de sidste tyve år har næsten 2.700 fagligt aktive mistet livet i Colombia. Alene i den nuværende præsident Alvaro Uribes regeringstid er over 600 fagligt aktive blevet myrdet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96