Annonce

16. november 2009 - 18:13

København: Nye forældreaktioner i sigte

Aktiviteter og blokader fortsætter mandag den 16. november på de københavnske daginstitutioner.

Ifølge hjemmesiden for Københavns Forældreorganisation (KFO) er mindst 17 institutioner blevet blokeret fra morgenstunden - og på en lang række andre afholdes en lang række andre aktiviteter imod annoncerede besparelser på personalenormeringen. Ikke mindst »forældrekaffe« er en populær aktivitet i løbet af dagen.

En enkelt institution, Børnehaven Kong Oskar på Østerbro, har desuden taget initiativ til en »ble-aktion« foran Københavns Rådhus. Forældrene vil påpege, at når der er færre hænder til pleje og omsorg til børnene, så risikerer ellers renlige børn at skulle have ble på igen.

JPEG - 58.9 kb
Københavnske forældre demonstrerer mod forringelser i børnebudgetterne tirsdag den 10. november. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Fakkelvagt og garantibevis

Mange institutioner fortæller på KFO’s hjemmeside, at de vil møde op ved en fakkelvagt ved TV2 Lorry på Frederiksberg i aften. Her er samtlige partier inviteret til et sidste valgmøde før kommunalvalget tirsdag den 17. november.

KFO vil have lokalpolitikerne på valgmødet til at forpligte sig ved at skrive under på en række krav i et såkaldt »garantibevis«. Det skal sikre minimumsnormeringer og opbakning til en genopretningsplan for hele børneområdet.

Selv om forældre og pædagoger har forsøgt at presse kommunalpolitikerne til at finde en løsning inden valget, ser det ikke ud til at lykkes.

Kompensationsordning bevares - men stadig uden finansiering

Fredag den 14. november opgav Børn og Ungeudvalget i Københavns Kommune på et møde at blive enige om en økonomisk model, der kan løse finansieringskrisen i børneforvaltningen.

– Man blev enige om ikke at pille ved den såkaldte kompensationsordning og at gå ud og låne 15 millioner kroner. Men det efterlader stadig 30 millioner kroners besparelser på institutionerne, der kun kan gå ud over normeringerne. Så det kunne vi ikke gå med til, siger Rikke Lauritzen, der er Enhedslistens repræsentant i udvalget, til Modkraft.dk.

Ifølge Rikke Lauritzen består problemet med at finde en løsning i, at alle forligspartierne i Københavns budgetforlig skal blive enige - helt ud til Dansk Folkeparti.

– Det er særdeles vanskeligt, når både højre- og venstrefløj skal blive enige om at finde pengene. Man kunne vel lige så godt låne 40 millioner kroner, som de 15 millioner, man er blevet enige om, men det kunne der ikke findes enighed om på mødet, siger hun.

Alt tyder derfor på at beslutningen om institutionernes økonomi udskydes til efter valget.

– De andre partier siger, at man ikke kan nå at finde en løsning inden valget. Men det er noget pjat. Den kunne selvfølgelig findes, hvis man ønskede det, siger Rikke Lauritzen.

KFO: Nye aktioner i vente

Hvad der sker på institutionerne efter i aften er uvist. Blokaderne på institutionerne er afblæst på valgdagen tirsdag den 18. november.

– Vi tager bestik af situationen efter valgmødet og udsender en pressemeddelelse. Men findes de nødvendige penge til at få Københavns budget til at hænge sammen ikke uden for børnenes budget, så overvejer vi at finde nye aktionsmåder, siger Nina Reffstrup til Modkraft.

– Frustrationerne blandt forældrene er særlig store, fordi vi er blevet lovet, at der ikke ville blive sparet på børnebudgetterne i år. Men selv med de 2,79 procents besparelser, der ikke er taget af bordet, starter alle institutioner med at skulle skære i bearbejderstaben ved årsskiftet, siger hun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce