Annonce

12. november 2009 - 14:20

København: Forældre blokerer daginstitutioner fredag

– Vi blokerer indgangen til vores vuggestue i morgen. Der går rygter om at der er masser af andre institutioner, der også er med – jeg kender med sikkerhed til fire andre, siger Louise Kennet, der er mor til et barn i Dosseringens Vuggestue.

Forældrene i Nørrebro-vuggestuen opfordrer sammen med to Vesterbro-institutioner andre forældre til også at etablere blokader foran institutionerne fredag den 13. november. Det sker i utilfredshed med besparelser, der rammer institutionerne i 2010.

Louise Kennet begrunder blokaden med, at andre muligheder for at få politikerne i Københavns Kommune i tale, er udtømte.

– Vi har deltaget i møder og skrevet læserbreve. Nu griber vi til en blokade som en anden mulighed for at vise vores utilfredshed. Det er en aktionsform, der gør mere ondt på kommunen, end når f.eks. pædagogerne strejker. Der sparer kommunen jo penge til løn, det gør de ikke når vi hindre pædagogerne i at komme på arbejde, siger hun.

JPEG - 42.1 kb
Forældre blokerer fredag den 13. november københavnske børneinstitutioner. Her forældre, der tirsdag den 10. november demonstrerede ved Københavns Rådhus. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Bannermaling, pædagogauktion og tiggende børn

Forældrenes utilfredshed vises ikke kun gennem blokader. Ved Kongens Enghave vil Vuggestuen Solbakkens børn og forældre kombinere en blokade af institutionen med fælles bannermaling, der vil blive hængt op på Vigerlevs Allé.

Og forældre i Saxogården på Vesterbro, der også blokerer institutionen, arrangerer et børneloppemarked, hvor de laver en auktion på pædagogerne under parolen: »Sælg din pædagog – du skal alligevel ikke bruge hende mere.«

Forældre fra andre institutioner vil aktionerer på andre måde. Forældre fra Absalons Have vil fra morgenstunden møde op på Hovedbanegården med »tiggende børn« foran studiet hvorfra TV2 udsendelsen Go’ Morgen Danmark sendes. Forældrerne opfordrer andre til at møde op med børn og papskilte mellem kl. 8 og 8.20.

En anden institution, der ikke er navngivet, vil ifølge hjemmesiden for Københavns Forældreorganisation lave en indsamling af penge og underskrifter mellem kl. 7 og 8. Penge og underskrifter vil blive afleveret til Børn og Ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) kl. 9.

Lederdemonstration

Det er ikke kun forældre, der aktionerer fredag. Ledere af tre institutioner på Nørrebro har taget initiativ til en demonstration fra Blågårds Plads på Nørrebro til Rådhuspladsen, der især skal samle lederne af Københavns institutioner.

»Vi mener det er vigtigt, at konfrontere politikerne med denne alvorlige nedskæring på vores område,« skriver lederne fra Netværksgruppen på Nørrebro i et brev til andre ledere.

Forældrenes blokader og aktiviteter kommer oven på at det kommunalt ansatte pædagogiske personale i omkring 330 institutioner tirsdag den 10. november nedlagde arbejdet.

Københavns Forældre organisation samlede dagen før et par hundrede forældre til en møde ved bagindgangen til Københavns Rådhus, hvor medlemmerne af Børn og Ungeudvalget skulle mødes for at diskutere nedskæringerne på børneområdet.

Strejke og demonstration resulterede i at et forslag om at fjerne den såkaldte kompensationsordning umiddelbart blev taget af bordet, fordi udvalget ikke kunne blive enige. Enhedslistens repræsentant Rikke Lauritzen nedlagde veto mod forslaget, som hun mente var et forligsbrud i forhold til en indgået budgetaftale.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce