Det pædagogiske personale i Københavns Kommunes børnehaver og vuggestuer nedlægger tirsdag den 10. november arbejdet i protest mod kommunens planlagte besparelser på en såkaldt kompensationsordning. Ordningen gives til ekstra personale i institutioner, hvor de bygningsmæssige forhold er uhensigtsmæssige til børnepasning.
Besparelsen lyder på 47,5 millioner kroner - eller i gennemsnit 75.000 kroner per institution. Her ud over skal alle institutioner spare yderligere 2,79 procent på deres budget.
Mellem 200 og 330 kommunale institutioner ventes tirsdag den 10. november at deltage i strejkerne. Det blev klart på et ekstraordinært fællestillidsrepræsentantmøde på Amager mandag den 9. november.

Strejken sættes i gang, selv om det op til et møde i Børn og Ungeudvalget i Københavns Kommune mandag den 9. november er fundet en alternativ økonomisk model, der kan fjerne nedskæringen i kompensationsordningen.
Ifølge denne model vil finansieringen blandt andet ske ved en forøget forældre betaling på i alt 30 millioner kroner.
Afblæses aktionen hvis Børn og Ungeudvalget finder en alternativ finansiering på mødet mandag eftermiddag?
– Nej, politikerne har siden sidste uge vidst, at det pædagogiske personale holdt fagligt møde mandag kl. 14 – og at det var fristen for at undgå en konflikt. Det har man ikke overholdt. Derfor strejker institutionerne tirsdag. Det pædagogiske personale starter med morgenaktioner og fortsætter med decentrale aktiviteter i alle bydel mellem kl. 12 og 14, siger Jan Hoby, der er næstformand i LFS, til Modkraft.dk.
Hvis prisen for bevarelse af kompensationsordningen er en regning på 30 millioner i forældrebetaling, vil I så ikke komme i konflikt med forældre i f.eks. Københavns Forældreorganisation?
– Det er klart, at det ikke er sjovt at forældrebetalingen forøges. Men det er et valg mellem pest og kolera. Hvis kompensationsordningen fjernes vil det føre til stærkt forringede arbejdsvilkår og personaleflugt. Fjernelse af kompensationsordningen vil betyde en besparelse på i praksis 15-20 procent, ikke kun de 2,70 procent som officielt er meldt ud, siger Jan Hoby.
Københavns Forældreorganisation (KFO) er også utilfreds med besparelserne. Hovedkritikken er ligesom for de pædagogiske personale rettet mod afskaffelsen af kompensationsordningen. Mandag den 9. november troppede organisationen op ved Københavns Rådhus for at protestere mod besparelserne, da Børn og Ungeudvalget mødtes sidst på eftermiddagen.
Nina Reffstrup fra KFO siger til Modkraft.dk, at hun godt kender forslaget om forøgelse af forældrebetalingen, der lægges frem på Børn og Ungeudvalgets møde. Hun er ikke fuldstændig afvisende over for forslaget.
– Men hvis taksterne skal gå i vejret, må alle besparelser tages af bordet. Man kan ikke forlange at forældre skal betale mere, samtidig med at man gennemfører besparelser, siger Nina Reffstrup til Modkraft.dk med henvisning den generelle besparelse på 2,79 procent.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96