Københavns Byret afsagde mandag den 9. november en kendelse, der fastholder en tidligere byretsbeslutning om at indefryse vikarselskabet Asylbureaus formue. Kendelsen er tidligere sket på et hemmeligt og lukket retsmøde den 6. oktober, et retsmøde som end ikke Asylbureau var varslet om.
På et nyt retsmøde den 9. november krævede Asylbureau kendelsen omstødt. Ifølge Asylbureau bygger alle anklager på grundløse påstande.
– Jeg er meget overrasket over kendelsen, for det må betyde, at det i sig selv er ulovligt at følge Udlændingeservices regler, siger advokat Christian Dahlager, der har ført sagen for Asylbureau Aps i en pressemeddelelse.
– Min klient har helt åbent gjort fuldstændigt som myndighederne foreskriver, så nu må vi have frem, hvad det er anklagemyndigheden bygger sin sag på. Jeg har derfor rådet Asylbureau til at kære kendelsen til landsretten.

Asylbureau ApS blev etableret efter rydningen af Brorsons Kirke for at skaffe afviste irakiske asylansøgere opholdstilladelse via en regel i udlændingeloven, der skal sikre danske virksomheder mulighed for at importere arbejdskraft fra udlandet.
– Vi har fra start af ønsket at køre et egentligt firma baseret på de afviste irakeres evner og kompetencer, og har netop sigtet på at være en lovlig virksomhed, siger Kirstine Mose fra Asylbureau Aps.
Bureauet overvejer derfor helt at stoppe det virksomhed.
– Men først vil vi overveje en kære af sagen til landsretten, for vi kan ikke andet end at se beslaglæggelsen som et politisk motiveret forsøg på at stoppe selv lovligt arbejde for de afviste irakiske asylansøgere, siger hun.
Asylbureau Aps udspringer af Kirkeasyls arbejde for at skaffe humanitært ophold til de afviste irakiske asylansøgere. Asylbureaus midler stammer fra de donationer borgere har støttet Kirkeasyl og Asylbureau med.
– Staten har de seneste 6 måneder målrettet søgt at hindre Kirkeasyls humanitære og politiske arbejde for de afviste irakere, siger Jakob
Hjuler Tamsmark, talsmand for Kirkeasyl. ”
– Myndighederne forsøger med alle midler og fiktive anklager at stoppe vores aktiviteter, lige fra helt at forbyde Kirkeasyl over hindringer af vores koncerter eller nu med Asylbureauet. Denne politiske chikane, hvor man sågar trækker på terrorlovens paragraffer, er grotesk og demokratisk yderst betænkelig, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96