Annonce

7. november 2009 - 14:50

Torsk rejser 7.000 kilometer

Grønlandske fiskere fanger torsk, som de fryser ned, og sender på en otte dage lang sejltur på 2500 kilometer til Aalborg Havn. Her læsses torskene på lastbiler og køres 1000 kilometer til Polen. En rejse på i alt 3500 kilometer.

I Polen bliver de mange tons grønlandske fisk skåret ud, og solgt videre som fileter og færdigretter til store supermarkedskæder som COOP og Dagrofa – som sender en del af den samme fisk – tilsat lidt krydderier, rasp og emballage - 3500 kilometer tilbage til Grønlands kølediske for at blive solgt til de grønlandske fiskere og deres familier.

– Vi kan altså finde vores egne fisk i kølediskene, efter at de har været en tur i Polen, fortæller Jess G. Berthelsen, formand for SIK, Grønlands svar på LO.

Hvert år sejler Royal Greenland 50.000 tons fisk ud af Grønland. Cirka ti procent –5000 tons – sejles til Royal Greenlands store fiskefabrik i Koszalin, Polen.

– Det er da ikke godt. Det kan sagtens betale sig for Royal Greenland, at forarbejde fiskene her i Grønland. I stedet for at sejle fisk frem og tilbage, burde hele produktionen foregå i Grønland. Det ville være godt både for verdens klima og grønlandske arbejdspladser. Vi kan lige så godt gøre, hvad vi kan for at hjælpe klimaet, mener Jess G. Berthelsen.

Royal Greenlands produktionsdirektør er uforstående overfor kritikken.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce