Annonce

6. november 2009 - 14:25

København: 200 lærer-job spares væk

I næste skoleår vil der i gennemsnit være mellem tre og fire lærere færre lærere på hver enkelt folkeskole i København.

Sådan lyder den dystre melding fra Københavns Lærerforening på baggrund af udmeldingen om, at der skal spares over 200 millioner kroner på hele børne- og unge-området i København til næste år. Det rammer både daginstitutioner, skoler og administration.

En gennemsnitsskole skal spare omkring 600.000 kroner.

– Jeg tror ikke, at politikerne gør sig klart, hvordan økonomien er ude på skolerne. En nedskæring som den her, kan ikke klares ved at købe færre bøger eller noget i den stil. Her er der skåret til benet. Det er lærerresurser vi snakker om, siger Ole Hein Christensen, næstformand i Danmarks Lærerforening til Arbejderen.

– Det her vil betyde dårligere undervisning. Skolerne kommer til at stå i et valg, hvor de kan skære på støttecentrene, lægge klasser sammen, skære i timetallet eller lignende, tilføjer han.

En del af de mere end 200 millioner kroner skal findes ved at fyre folk i administrationen i Børne og Unge Forvaltningen. Planen er at spare 80 job her. Omkring 50 fik i går deres fyreseddel. De resterende 30 vil indgå i aftrædelsesordninger.

– Det fremstilles som om, der er en masse overflødigt fedt i forvaltningen. Måske kan der også godt slankes lidt. Men nedskæringerne kommer også til at betyde dårligere rådgivning ude på skolerne, fordi der fyres pædagogiske konsulenter, og det bliver sværere at få tale-høre lærere, som også er med i den her pulje, oplyser Ole Hein Christensen.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce