Forstyrrelse af den offentlige ro og orden og af den offentlige trafik under en demonstration er ikke ulovligt - det er faktisk en menneskeret.
Det siger Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM, der yder gratis juridisk hjælp til at klage over politiet og skabe debat.
– Regeringen glemmer, at politiets opgave i en retsstat ikke er at forhindre borgerne i at udøve deres grundlæggende ret til at demonstrere - men derimod at værne om vores rettigheder og dermed værne om demokratiet, fastslog Claus Bonnez på en høring tirsdag den 3. november om konsekvenserne af regeringens lømmelpakke. Høringen var arrangeret af Center for Rets- og Politiforskning.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har slået fast, at demonstranter har ret til at forstyrre den offentlige ro og orden. I Ungarn besluttede 150 demonstranter at vise deres vrede mod deres statsminister. Derfor stillede de sig ud foran det hotel, hvor statsministeren var til reception. Demonstrationen var præget af støj og forstyrrelse af den offentlige trafik. Derfor besluttede politiet at flytte demonstrationen til en nærliggende park.
Sagen endte for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som i 2008 besluttede, at politiet ved at flytte og opløse demonstrationen havde krænket demonstranternes ret til at ytre sig, fortæller Claus Bonnez og uddyber:
– Myndighederne skal altså tolerere, at der sker en vis forstyrrelse af trafikken og den offentlige orden. Meningen med en demonstration er jo netop, at den skal høres og gøre politikerne opmærksom på, at vi står herude og holder øje med jeres beslutninger.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96