Bent Nielsen fra Vordingborg, kan hverken få af- eller bekræftet, om hans navn er opført i PET’s registre.
Han er tidligere afdelingsformand og hovedbestyrelsesmedlem for Teknisk Landsforbund og folketingskandidat for DKP. Efter at have læst dagbladet Arbejderens artikler om overvågning af fagligt aktive, DKP’ere og fredsfolk blev han nysgerrig.
Den 14. oktober skrev Bent Nielsen til Politiets Efterretninigstjeneste og bad tjenesten oplyse, om han er registreret i PET’s arkiver - i så fald vil han godt se oplysningerne. Få dage efter - den 20. oktober - kom svaret:
Det er PET’s »... faste og langvarige praksis, at der i almindelighed ikke gives aktindsigt i oplysninger, som efterretningstjenesten har om en person«, skriver PET.
Efterretningstjenesten henviser til, at hele PET’s virksomhed og effektivitet - og dermed den danske stats sikkerhed, står på spil.
Tilbage sidder Bent Nielsen med en dårlig smag i munden:
– Hvis PET har registreret mig, har de handlet ulovligt. Derfor har jeg da krav på i det mindste at få oplyst, om jeg er registreret. Men det vil PET ikke oplyse mig om. Det styrker min mistanke om, at jeg er registreret. Det begrænser folks ytringsfrihed at være overvåget. Man føler sig mindre fri, og udsætter sig selv for selvcensur. Overvågning går jo også ud over din omgangskreds og familie, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96