Østjyllands Politi henvendte sig onsdag middag til Kirkeasyl Århus og meddelte, at foreningen ikke havde tilladelse til at afholde en støttekoncert samme aften på spillestedet Voxhall i Vester Allé. Begrundelsen lød, at det var forbudt at indsamle penge ind til ulovligheder.
Da Jonas Rasmussen fra Kirkeasyl Århus afviste, at det var koncertens formål, afkrævede politiet en officiel ansøgning for at acceptere afholdelsen af koncerten. Politiet fastholdt forbud mod salg af støttemateriale til fordel for foreningen.
Vicepolitikommisær Svend Aage Nielsen fra Østjyllands Politi bekræfter over for Modkraft.dk, at han onsdag middag rettede henvendelse til Kirkeasyl Århus og meddelte foreningen, at den ikke havde tilladelse til at afholde koncerten.
– Kirkeasyl havde ikke på forhånd søgt om tilladelse til koncerten, siger han.
Er det almindelig praksis, at der kræves polititilladelse forud for en støttekoncert?
– Ja, det er det.
Koncerten fandt jo ikke sted udendørs, men på et indendørs spillested. Så er det vel ikke nødvendigt?
– Jo, der kræves tilladelse, det gælder alle offentlige forlystelser. Også hvis Odder Gymnasium holder en fest med offentlig adgang, siger Svend Aage Nielsen og henviser til en bekendtgørelse 502 nr. 17/2005 fra justitsministeriet.

På spillestedet Voxhall har man dog aldrig før oplevet at en ekstern koncertarrangør på forhånd har skulle indhente spilletilladelse hos politiet.
– Det er aldrig sket før - heller ikke at der er blevet nedlagt forbud mod at sælge merchandise, siger Tom Fjederholdt, der er leder af Voxhall, til Modkraft.dk.
Han fortæller, at det ikke kun var Kirkeasyl, der modtog en henvendelse fra Østjyllands Politi, men at Voxhall også blev kontaktet af politiet onsdag middag. Politiet pålagde spillestedet at sikre sig at alle tilladelser til afholdelse af koncerten var i orden.
Heller ikke på et andet spillested, hvor eksterne arrangører ofte laver støttefester og koncerter, VerdensKulturCentret på Nørrebro, kender man til praksis med at indhente spilletilladelser.
– Det har jeg aldrig hørt om, at man skulle. Og vi lægger ellers lokaler til rigtig mange af den slags arrangementer, siger Søren Høyer, der er kommunikationsmedarbejder i VerdensKulturCentret.
Hos Kirkeasyl Århus mener man dog at Østjyllands Politi ikke kun har ønsket at bringe formaliteterne i orden, men også har haft politiske motiver. Men det afvises af Østjyllands Politi.
– Det er rigtigt, at vi havde en mistanke om, at koncerten kunne bruges til indsamling af penge til ulovligheder, men vi reagerede først og fremmest på, at der ikke var indhentet tilladelser. Vi tilbød faktisk foreningen hjælp ved at sige, at den måtte holde koncerten, hvis den straks indsendte en ansøgning - når nu alle bands var indkaldt og arrangementet offentligt annonceret. Men vi kunne ikke give tilladelse til salg af støttemateriale som t-shirts og lignende, da det kræver godkendelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Og det lader sig jo ikke sådan ordne lige på stedet. Jeg synes faktisk, at politiet strakte sig temmelig langt, siger Svend Aage Nielsen.
Hvad bygger I mistanken om ulovlig indsamling på?
– Vi havde fået en henvendelse fra en borger, der mente koncerten samlede penge ind til at hjælpe flygtninge, der er gået under jorden, siger han.
Jonas Rasmussen fra Kirkeasyl Århus undrer sig dog over at Østjyllands Politis agerede hjælper for det han kalder »en borgers politiske ærinde«. Han siger, at foreningen kun allernådigst fik lov til at søge skriftlig tilladelse.
– Da politiet henvendte sig til os, lød begrundelsen for at stoppe koncerten først, at det var forbudt at indsamle penge til ulovligheder. Da jeg sagde, at det ikke var tilfældet, sagde betjenten, at det troede han ikke på – og først da begyndte han at kræve de formelle godkendelsesprocedurer i orden. Og han gav os kun tre kvarter til at sende en ansøgning frem, siger han til Modkraft.dk.
– At true med at lukke koncerten alene på baggrund af mistanken om, at de indsamlede midler kunne gå til noget ulovligt, er ikke et retssamfund værdigt. Vi har i dette land ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed. Vi er derfor i vores gode ret til at afholde en koncert for at samle midler ind til vores lovlige politiske formål. Hvis politiet mener, at de har en sag, må de efterfølgende rejse sigtelse mod os og bevise, at vores penge er brugt til ulovlige formål. Vi er naturligvis villige til at til at fremlægge dokumentation for, hvad vi bruger overskuddet fra koncerten til, fortsætter Jonas Rasmussen.
Kirkeasyl arbejder for de udvisningstruede irakere, der tidligere har boet i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Målet med arbejdet er humanitært ophold til de afviste irakere. Kampagnearbejdet koster penge, og det var årsagen til, at Kirkeasyl afholdt støttekoncert. Derudover ville Kirkeasyl sætte fokus på sagen ved at lave et arrangement, der trak mange mennesker til.
Trods besværlighederne og forbuddet mod salg af t-shirts, cd’ere og andet støttemateriale, som Kirkeasyl Århus valgte at efterleve for ikke at lukke koncerten, blev festen ifølge Jonas Rasmussen en succes.
– Der mødte cirka 300 mennesker frem og det endte med dans på scenen, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96