Danske skolebørn gør en stor indsats for at sælge bl.a. julepostkort på gader og stræder til fordel for verdens fattige børn.
Men når de ihærdige elever har solgt en pakke med postkort fra Red Barnet til 25 kr., er der ikke mere end to kroner og 59 øre tilbage til de fattige. Resten går til Red Barnets administration samt omkostninger og fortjeneste hos Dansk Reklameagentur i Valby. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.
Alligevel er Red Barnet glade for ordningen, dels fordi det i snit trods alt giver mellem 200.000 og 300.000 kr. til organisationen, dels fordi det øger børnenes kendskab til Red Barnet. Ifølge ejeren af Dansk Reklameagentur, Søren Mørk, er ordningen ligefrem »guld værd for Red Barnet«.
Men det er ikke alle, der er lige glade for denne form for »guerilla-marketing« – et koncept, der går ud på at komme så tæt på forbrugeren som muligt, så billigt som muligt. Og her er børn perfekte redskaber, ikke mindst i forhold til deres egne familiemedlemmer.

I takt med nedskæringer på uddannelsesområdet skal de fleste skoleklasser selv finde måder at fylde klassekassen på, når de skal lejrture o.lign., og når den offentlige støtte til bl.a. nødhjælpsorganisationerne samtidig er blevet barberet ned, er organisationerne blevet nødt til at søge nye måder at skaffe kapital.
Og for nødhjælpsorganisationerne er der få ting, »der virker bedre end bedende barneøjne«, som lektor ved Handelshøjskolen i Århus Tino Bech-Larsen, formulerer det. Eller som viceskoleleder på Løjtegårdsskolen i Tårnby Joachim Kjølberg, siger:
– Dådyrøjne-effekten er jo en ganske overtalende effekt.
Ifølge Tino Bech-Larsen er markedet de seneste året liberaliseret, og kamppladsen er flyttet hen, hvor der er plads, og det er bl.a. hjemme i familien, hvor eleverne vil gøre, hvad de kan for at afsætte nødhjælpsorganisationernes produkter. Og det kan være et problem, mener han:
– Det er ikke hensigtsmæssigt, at børn skal udsættes for den slags pres. Børn skal beskyttes. For især børn af mindre velstillede forældre kan det have en negativ påvirkning, hvis deres forældre ikke kan afse penge til formålet, siger han til Nyhedsbrevet 3F.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96