Kuppræsidenten i Honduras er blevet presset hårdt af demonstranter og det internationale samfund til at trække et forhadt dekret tilbage.
– Vi har i ministerrådet besluttet at trække dekretet tilbage, hele dekretet vil blive trukket fuldstændigt tilbage, understreger kuppræsident, Roberto Micheletti, ifølge den latinamerikanske nyhedsstation Telesur.
Men på trods af den klare udmelding fra Micheletti forbliver nogle af de mest kritiske medier over for kup-regeringen lukkede.
Både tv-stationen Canal 36 og Radio Globo fik i sidste uge deres redaktionslokaler stormet af militæret og fik konfiskeret deres sendeudstyr. Radio Globo fortsætter dog dele af deres transmission over internettet.
Dekretet blev gennemtvunget den 28. september, og betød blandt andet også, at honduranernes ret til at forsamle sig blev frataget dem.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96