Annonce

5. oktober 2009 - 14:57

Argentinsk folkesanger er død

Den argentinske aktivist og folkemusiker Mercedes Sosa døde søndag den 4. oktober 2009 efter at have være indlagt med nyre- og lungeproblemer i Buenos Aires siden midten af september.

Mercedes Sosa har gennem fire årtier været med til at give venstrefløjen i Latinamerika et musikalsk udtryk. Sammen med sin mand, Manuel Oscar Matus, var hun med til at skabe den såkaldte Nueva Cancion-bevægelse fra midten af 1960’erne.

Mercedes Sosa blev under militærdiktaturet i Argentina (1976-1982) tvunget i eksil. Hun – og hele hendes publikum ved en koncert i byen La Plata – blev arresteret ved en koncert i 1979. Hun fik herefter forbud mod at indspille musik i Argentina og måtte efter et kortere fængselsophold forlade landet for at bo i Paris og Madrid i flere år.

Hun vendte tilbage til Argentina et par måneder før militærjuntaens fald i forbindelse med Falklandskrigen i 1982. Hun gav op til juntaens sammenbrud en række koncerter i Opera Teatro Colón i Buenos Aires og inviterede unge kunstnere til at komme med på scenen.

JPEG - 25.8 kb
Mercedes Sosas kendeste sang er »Gracias a la vida«, der er oversat og indspillet på dansk som »Takket være livet«.

Mercedes Sosa, der lød tilnavnet La Negra (Den sorte) for sit lange, sorte hår, nåede at indspille mere end 40 plader.

Hun er ikke mindst kendt for sin udgave af chilereren Violetta Parras sang »Gracias a la vida« fra 1971. Hun har blandt andet indspillet sange sammen med Joan Baez, Sting og Luciano Pavarotti.

Mercedes Sosa sidste indspilning er nomineret til tre Grammy-priser, som uddeles i de næste måneder.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce