De 600 assistenter, behandlere og paramedicinere, der bemander ambulancerne i Region Hovedstaden, har fået nok.
På torsdag samles de til krisemøde om regionens nye ambulanceberedskab, der trådte i kraft 1. september.
– Vi har bedt vores medlemmer holde sig i ro den første måned og give det nye beredskab en mulighed for at blive kørt ind. Redderne har hele tiden sagt, at der var for få beredskaber, og nu siger vi stop for overtrædelse af overenskomsten. Vi kan ikke blive ved med at acceptere, at redderne arbejder i 12 timer uden pauser, siger Jakob Andersen.
Han er formand for 3F Københavns Chauffører, der sammen med Brandfolkenes organisation står bag torsdagens møde.
På mødet får ambulancefolkene mulighed for at snakke sammen om, hvordan de synes, det går. Spørger man de ansatte, går det ikke godt. De beretter om kaotiske tilstande, hvor patienter venter i timevis på en ambulance.
– Vi har en ekstrem stresset ambulance-hverdag, hvor gutterne ikke får de nødvendige pauser og ikke har tid og mulighed for at fylde ambulancerne op med udstyr. I det her fag skal vi være uhyre skarpe fra morgen til aften, og får man ikke de nødvendige pauser, så påvirker det. Mine kollegaer skriver til mig, at de godt ved, at det er en opstartsfase, men de tænker over, om de kan holde til det her i ret meget længere tid, siger redder og tillidsmand Frank Johansen.
Redderne vil have en bedre fordeling af ambulancerne, men først og fremmest flere af dem.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96