Tidligere artikel på Modkraft.dk: »Bosnisk Queerfestival truet til at lukke«
Tidligere artikel på Modkraft.dk: »Skinheads angriber homo-demonstration i Beograd«
Videooptagelser af »Massakre paraden« i 2001 (meget voldsomme billeder!)
Efter ti års tilløb skulle Beograd søndag den 20. september have lagt gader til et nyt forsøg på at gennemføre en Gay Pride parade efter den parade, der i juni 2001 efterfølgende blev husket som »massakre paraden« i det serbiske homo-miljø, fordi op mod tusind medlemmer af den katolsk-fascistiske organisation Obraz dengang forsamledes og tæskede deltagerne natten igennem.
Men i sidste øjeblik meddelte regeringen i Serbien, at den ikke følte sig i stand til at garantere paradedeltagerne sikkerhed, og så aflyste arrangørerne paraden.
Paradens arrangører har ellers gennem flere måneder planlagt den konkrete afvikling, herunder meget detaljerede sikkerhedsplaner, sammen med det serbiske politi, og havde fået garantier fra både minoritetsministeren samt den serbiske præsident og premierminister om, at paraden ville blive beskyttet.

Men to døgn før afviklingen af paraden, slog politiet bak og nægtede ethvert samarbejde med paradens arrangører angående sikkerheden. Tværtimod pressede politiet ifølge arrangørerne på for at få paraden helt aflyst, og meddelte dem, at de ville blive holdt ansvarlige for skader på offentlige ejendomme mv., som følge af eventuelle angreb fra de hooligans og fascister, der helt åbent planlagde et angreb på paraden.
I adskillige af de serbiske massemedier har fascister igennem de seneste uger offentliggjort deres planer om vold mod paraden, herunder om at tæske og lynche deltagerne.
Selvom Serbien har love mod såkaldt »hate-speech«, har hverken myndigheder eller redaktører på noget tidspunkt grebet ind overfor offentliggørelsen af disse voldsplaner; tværtimod har den officielle linje været, at der var tale om »en debat, en udveksling af holdninger«.
Efterfølgende har paradens arrangører krævet, at regeringen omgående rejser sigtelse mod de personer og organisationer, der offentligt har opfordret til at lynche en hel befolkningsgruppe.
Og premierminister Mirko Cvetković har da også lovet, at allerede fra mandag den 21. september skal der arbejdes på at styrke kommunikationen med LBGTQ-miljøet og der skal skabes en mere positiv atmosfære i samfundet samt at alle sikkerhedsmæssig krav skal opfyldes, således at Pride paraden kan gennemføres i centrum af Serbiens hovedstad – til næste år.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96