Siden det brugerstyrede fristed Huset lukkede i januar, har unge i Århus ligget i forhandlinger med kommunen for at finde nye lokaler til den alternative kultur. Nu kommer Århus Kommune for første gang med et konkret tilbud til de unge: I kan hænge ud i en park.
Læs artiklen »Århus: Brugerstyret kulturhus og fristed åbnede fredag« på Modkraft.dk
– Det er oplagt at målrette Mølleparken til unge på 16-17 til 20 år. Århus har taget godt hånd om de unge teenagere, men de lidt ældre hænger – og det er helt tydeligt at se i festugen, hvor de alle er i gadebilledet, siger SSP-lederen Toke Agerskov til Århus Stiftstidende og fortsætter:
– Vi konstaterer, at vi skal gøre noget, og da parken er uden nogen dagsorden, kan man vælge at sætte en, der giver de unge lyst til at komme der.

Konkret foreslås Mølleparken, som ligger helt centralt i byen. Kommunen ønsker i første omgang, at lave et pilotprojekt, som skal trække på tidligere erfaringer med udendørsarrangementer målrettet unge.
– I 2008 byggede vi området ved kunstbygningen om med engangspaller og genbrugstømmer – operaen. Det blev en kæmpesucces og trak lige præcis den gruppe af unge, vi taler om her, siger Jens Folmer Jepsen, der er direktør for Århus Festuge.
Politiet er også åbne overfor idéen. Trods klager om støj og affald i parken henover sommeren, mener ordensmagten ikke, at de alternative unge udgør et problem for området.
– Det er ikke specielt de unge eller den autonome gruppe, der laver balladen. Det er misbrugerne, de er ikke nødvendigvis unge, siger leder af specialpatruljen, Kristian Harlev, hos Østjyllands Politi.
De tidligere brugere af Huset afviser dog, at en park kan løse det behov, som de unge har.
– Det hører ingen stedet hjemme at bede de unge være i en park. Hvad så når det bliver vinter? Vil de så bygge et lille skur, man kan sidde i for at holde varmen, spørger Karsten Nielsen sarkastisk.
Han er blandt de unge aktivister, som igennem det meste af 2008 organiserede koncerter, folkekøkken og værksted, for flere hundrede unge fra hele Østjylland i Huset.
– Det lyder, som om kommunen forsøger at løbe fra sit ansvar i denne her sag. Der er stadig et behov for et brugerstyret fristed, så dette forslag er helt hen i vejret, siger han til Modkraft.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96